HVAD KAN MAN bruge historien til? Ja, man kan selvsagt blive klogere på fortiden, men historien kan også bruges til at orientere sig i nutiden og udstikke en kurs for fremtiden. Historien handler om det, som var, men kan også inspirere til handling i det, som er.
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche mente, at historien skulle tjene ”livets interesser” og erklærede, at historien tilhørte de levende i egenskab ”af handlende og stræbende, af bevarende og beundrende, af lidende, der trænger til befrielse”.
Tænker man på Nietzsches opregning af, hvorledes historien tilhører de levende, kunne man se flere af dem repræsenteret i den nordirske dokumentar ”Munken der forenede Europa” på DR. Munken var Columbanus, en omrejsende irsk munk, der levede fra år 543 til 615 og grundlagde klostre i Frankrig og Italien.
Værten var den tidligere irske præsident Mary McAleese, som angiveligt opdagede, hvordan historien om Columbanus viser, ”hvordan hans åbenhed for mangfoldighed kan være et forbillede i dagens ofte splittede Europa”.
DER VAR SÅLEDES IKKE BARE tale om et stykke kirkehistorie fra folkevandringstiden. Den irske munk skulle bruges til at prædike mangfoldighed og et forenet Europa.
Det var ikke for meget sagt, at EU lå gemt i munkekutten. Columbanus havde dog næppe undladt kristendommen i EU’s forfatningstraktat, som det var tilfældet i 2004, ligesom hans askese nok heller ikke var slået an på de bonede gulve i Bruxelles, hvor man sparer lige så lidt på retorikken som på privilegierne.
Historien om Columbanus blev brugt politisk i ”Munken der forenede Europa”, men historieløs politik er hovedløs politik, så det skal ikke bebrejdes den nordirske dokumentar. Det er straks mere problematisk, hvis man skærer historien til og undlader vigtige aspekter for at bekræfte og forstærke en politisk dagsorden.
”Munken der forenede Europa” fortalte en spændende historie om en kirkelig iværksætter af rang og klostervæsnets mægtige civilisatoriske indsats på det europæiske kontinent.
Columbanus var virkelig en mand, der tænkte i fællesskab på tværs af grænser, men det var vel og afgørende at mærke et fællesskab baseret på den ortodokse katolske tro.
Irlænderens åbenhed for mangfoldighed strakte ikke til at acceptere hedenskab og kætteri, som han bekæmpede i handling og ord. Et af de mirakler, som tilskrives Columbanus, handler om dengang, han med sin ånde ødelagde en kedel med øl, der skulle bruges til en hedensk fest. Det er dog underligt, at ”mangfoldighedsapostlen” på den måde skulle ødelægge hedningernes fornøjelse.
SELVFØLGELIG LAGDE ”Munken der forenede Europa” heller ikke skjul på Columbanus’ kristne udgangspunkt, men da Mary McAleese konkluderende spurgte om nøglen til Columbanus og fra en historiker fik svaret, at det var ”harmoni i mangfoldighed” med den tilføjelse, at idéen var ældre end kristendommen, var det næsten ulidelig søgt. ”Harmoni i mangfoldighed.”
Således blev den brændende Kristus-bekender og missionær kogt ned til en tandløs multikulti-ideolog. Det er alligevel en tand for historieløst.
Jesper Bacher er sognepræst.