”Jeg hedder Gina Dirawi. Jeg spekulerer tit over, hvad meningen med det hele er”. Sådan præsenterer den unge svenske studievært med de palæstinensiske rødder sig, når hun rejser rundt i verden og taler med de forskelligste mennesker. Gennem de mange møder håber Gina Dirawi at blive klogere på, hvordan man forholder sig til livet uden at miste sig selv undervejs.
Ja, man kan vel sige, at Gina Dirawi foretager en dannelsesrejse med kameraet i hælene og seerne som medrejsende. En ung dame med åbent sind. En smule blåøjet, men heller ikke tynget af den politisk korrekte dømmesyge, som broderlandet sommetider forbindes med.
Det fik man syn for i ”Israels kvindelige soldater” på DR2, hvor Dirawi, som er opvokset i en libanesisk flygtningelejr, besluttede sig for at mødes med en gruppe unge kvinder, der aftjente deres værnepligt som kampsoldater i den israelske hær. I Israel er der tre års værnepligt for mænd og to år for kvinder. Det er lang tid og et stort offer, men uden sin hær var Israel ikke, og landet har da også en særdeles slagkraftig hær og i hvert fald den smukkeste.
Gina Dirawi var nu ikke ganske tryg ved den israelske hær. Mødet med israelske soldater havde tidligere kostet hendes familiemedlemmer dyrt, men Gina Dirawi betragtede mødet som en ildprøve, hun skulle igennem. Som Gina Dirawi sagde det: ”Vi unge skal turde møde det, der skræmmer os, og ikke nægte at tale med nogen”. Da hun sagde det, kunne jeg ikke lade med at tænke på, om Gina Dirawi nogensinde har mødtes med Sverigedemokraterne hjemme i Sverige? Gav vide, hvad der ville være den største mundfuld, de nationalkonservative landsmænd eller de israelske soldater?
Gina Dirawis nervøsitet blev imidlertid gjort til skamme. Det viste sig nemlig, at de israelske soldater nok var fædrelandskærlige amazoner, men ingenlunde fordomsfulde bigotter. De var til at snakke med. De lyttede til Gina Dirawis traumatiske familiehistorie med den israelske hær og fortalte om den pligtfølelse, som fik dem til at trække i trøjen. Samtalen gled let, og en af de israelske soldater omtalte israelere og palæstinensere som ”semitiske brødre”. Gina Dirawi mente, at ungdommen virkelig kunne gøre en forskel og se med nye øjne på Israel-Palæstina konflikten og udtrykte det håb, at hun og de israelske soldater en dag ikke skulle mødes i en militærlejr, men ”på et diskotek og danse til Beyoncé”. Det lød jo både smukt og fredeligt. Diskoteker, hvor unge kvinder danser i ubekymret frihed og fred. Det er nok ikke lige visionen for islamisterne i Hamas, som sidder tungt på Gaza-striben, men de tænkes nok også omvendt i hin håbefulde fremtidsvision.
Gina Dirawi har en sjælden vilje til samtale, men ungdom gør altså ikke særlig klarsynet, god og ædel. Unge mennesker skal tro på fremtiden og se fremad. De har bare ingen grund til at tro sig meget bedre end de gamle.
Jesper Bacher er sognepræst.