”LAD DIT HJERTE være glad i ungdommens dage.” Sådan lyder det i Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente. Ja, det er et gammel ideal, at ungdomstiden bør være glad og ubekymret, mens et menneske endnu har sine drømme og styrke intakte.
Men som andre idealer holder det ikke til virkelighedens prøve. Ungdommen er også fuld af bekymringer og usikkerhed. De unge skal lære at stå på egne ben, men det kan være svært at finde fast grund. De unge skal finde en livsretning, men der er også mange blindgyder og vildveje.
Der er meget at lære, og der er hårde eksamener i livets skole. Der er en hel skønhedsindustri, som prøver at fastholde ungdommens hud, men ungdommens tyndhudethed er det nu velgørende at komme over.
Nej, ungdommen skal ikke idylliseres, og det kan man heller ikke sige, at den bliver i det første afsnit af DR 3’s nye serie ”Doggystyle”, som løb over skærmen søndag aften. En dansk produceret fiktionssatsning om den såkaldte instagram-generation, der uafladeligt pudser det digitale image i jagten på anerkendelse og prestige.
Martin Luther talte om retfærdiggørelse ved tro alene, man kunne få den tanke, at i ungdomskulturen er der retfærdiggørelse ved likes alene. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men ikke uden sandhedsmoment.
SERIENS MANUSKRIPTFORFATTER, Anna Emma Haudal, har da også udtalt, at hun blev optaget af ”jagten efter likes, som alt sammen handler om at blive set, kløet og klappet, elsket og anerkendt”.
I ”Doggystyle” er det den 21-årige Asta, som jager skuespillerdrømmene i København, mens hun poserer for sin telefon for at tage et ”instaworthy” billede (Et billede, som er værdigt til instagram). Men selvom Asta prøver at hænge ud med de rigtige og går til prøver, får hun afslag fra Skuespillerskolen, og økonomien rækker ikke til at blive boende i København.
Nødtvunget må hun flytte hjem til provinsen, nærmere betegnet til forældrene i Odsherred, og det er en krank skæbne for en ung pige med storbylængsel og honnette ambitioner. Serien har da også fået den lidet smagfulde undertitel: ”Når livet tager dig bagfra”. På DR 3 er man vel frisk, frigjort og ung med de unge. Det er måske bare jargonen, og seksuelle an- og hentydninger tjener til at vække interessen.
Alligevel er der efterhånden noget dræbende trivielt over den stilling – ja, undskyld udtrykket – som sex indtager i mange danske og nordiske film og serier. Det er nærmest totalt afmystificeret og lidenskabsløst banalt. Man udveksler vel ikke kropsvæsker helt så ofte og hurtigt, som man udveksler håndtryk, men det er ikke langt derfra.
Det kan selvfølgelig være, fordi det spejler virkeligheden, og Asta i ”Doggystyle” regner efter eget udsagn samleje for et slags tidsfordriv. En af de få ting, man kan få tiden til at gå med i Odsherred, hvis man altså ikke tager stoffer eller brænder noget af.
Nu er der ikke noget underligt i, at hormonerne raser i unge kroppe. Det er imidlertid trist, hvis der kun er liv i underlivet og mening på Instagram. Vi må håbe, at Asta kommer ud af navlen, ellers bliver ”Doggystyle” en tragisk affære.
Jesper Bacher er sognepræst.