Prøv avisen
Mediekommentar

Dokumentar om skønne, skæve og 98-årige Tove tør lade billeder og ord tale for sig selv

"Usædvanligt var også Manswells tilsyneladende ukomplicerede forhold til mindst én daglig joint. Som da hun midt i selskabstumlen på sin egen 98-årsfødselsdag overflødigt spurgte sig selv, om det mon snart kunne være tid til at tænde en joint, som en af gæsterne havde haft med til hende," skriver Kurt Stand om dokumentarfilmen om 98 årige Tove Manswell Foto: DR

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

DR-dokumentaren ”Skøn, skæv og 98” er en historiefortælling, ikke bare om hovedpersonen Tove Manswell, men også om det land, det samfund og de mennesker, der formede hende

”VAR DET SÅ HELT SLUT med mænd i dit liv?”.

”Er det ikke lidt indiskret at spørge sådan? Hold dog op med at sidde med det svedne grin dér. Det har jeg ikke lyst til at svare på. Hvad rager det andre mennesker?”.

Ordvekslingen foregik nogenlunde midtvejs i dokumentarfilmen ”Skøn, skæv og 98”, sendt på DR 1 mandag aften – og som nu og i den kommende tid kan ses eller genses på dr.dk/tv.

Filmens hovedperson, 98-årige Tove Manswell, havde netop fortalt instruktør Per Wennick om et af flere mislykkede forhold, da det efter hendes opfattelse indiskrete spørgsmål blev stillet. Da Per Wennick, helt logisk, forsøgte at få uddybet noget vigtigt og afgørende i livet. Og venligt, bestemt og med et glimt i øjet blev sat på plads. Netop glimt var der mange af i det næsten timelange portræt af Tove Manswell, som fra en dagligdag med smøger, fjernkontrol, sosu-hjælp, Flextrafik og et aktivitetscenter inden for rækkevidde satte ord på et både almindeligt og usædvanligt liv. Med hovedvægt på det sidste, der blandt andet omfattede en rolle som ”lokkedue” i modstandsbevægelsen, når hipoer i besættelsesårene skulle lokkes i baghold. Og skydes.

USÆDVANLIGT VAR OGSÅ Manswells tilsyneladende ukomplicerede forhold til mindst én daglig joint. Som da hun midt i selskabstumlen på sin egen 98-årsfødselsdag overflødigt spurgte sig selv, om det mon snart kunne være tid til at tænde en joint, som en af gæsterne havde haft med til hende.

Og tørt konstaterede hun: ”Er det måske sundere at drikke bajere? Jeg synes, at hash er godt – jeg ryger hver dag, og det skulle alle andre gamle også gøre for at falde til ro.”

Netop ro var der masser af i filmen, hvor Per Wennick, fotograf Hannelore Dörner og klipper Julie Marie Winding lod os dvæle ved en række nedslag i det 98-årige liv. Undervejs var ugerevyklip fra især besættelsestiden lagt ind med Gunnar Hansens karakteristiske speakerstemme.

DERMED BLEV FILMEN OGSÅ en historiefortælling, ikke bare om hovedpersonen, men også om det land, det samfund og de mennesker, der formede hende. Og med bistand fra et par af hverdagens uundværlige hjælpere var der god tid til eftertanke, pauser og refleksioner.

Men hele vejen igennem også en bevidsthed om, at det hele snart slutter: ”Jeg skal huske at ringe til en bedemand. For skal man ikke ordne tingene, inden man skal af sted?”, spurgte Tove Manswell sig selv og kameraet. Og konstaterede lidt senere, at hun ikke er bange for at dø.

ALT I ALT EN DOKUMENTAR af den slags, der er langt imellem i tv – og som ud over Per Wennick kun mestres af få andre. Tv, der gør sig bemærket uden at råbe, zigzag-klippe og konkludere med insisterende speak og pågående musik. Men som lavmælt tør lade billeder og ord tale for sig selv.

Udtrykt med en af Tove Manswells slutbemærkninger, da den kommunale sosu-assistent kommer for at hjælpe hende i seng: ”Så er den dag gået, så er den skid slået.”

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.