ALENE TITLEN gør én lidt mistænkelig. Søren og Rosas vilde alderdom hedder en ny serie på DR 1, hvoraf det første afsnit blev sendt i tirsdags. Når man bliver mistænkelig, skyldes det, at denne titel rummer en påtaget friskhed, der falder lige lovlig godt i tråd med tidens noget desperate forsøg på at etablere endeløs ungdom.
Normen er i dag, at man helst ikke må føle sig gammel, selvom man er det. I stedet skal man eksistere i en slags dobbelt tilstand, hvor man nok er gammel udenpå, men til gengæld føler sig sprudlende ung indeni, og allerbedst er det, hvis man i en høj alder kan gøre vilde ting.
Det kan Søren og Rosa på henholdsvis 81 og 82 år. Rosa dyrker atletik, satte for tre år siden veteran-verdensrekord i længdespring og besidder trods visse problemer med tilløbet en imponerende adræthed alderen taget i betragtning. Søren er havnefoged i Troense Havn, skal sejle Tåsinge Rundt og pønser desuden på som pensioneret dyrlæge at åbne en klinik på Maldiverne.
Historien om de to ildsjæle fortælles i et mildt, pædagogisk sprog og selvsagt med den hurtige klipning, som langt det meste fjernsyn består af i dag. Blandt andet derfor foregår mange tv-fortællinger udelukkende på overfladen, og Søren og Rosas vilde alderdom er et klassisk tidsprodukt angående både flygtighed og idealet om ikke at lade sig præge af sin alder.
Hvilket jo vel at mærke i sig selv udgør en ret klar nedvurdering af dette overhovedet at blive gammel, og mens man i mødet med Søren og Rosa stille håber, at man selv vil blive forundt et sådant helbred så højt oppe i årene, bliver man også overmandet af en bestemt tanke.
For tænk, hvis DR frembragte et program om ældre mennesker, der udmærker sig ved netop at være vokset fra at køre på motorcykel og konkurrere om, hvem der kan springe længst. Ældre mennesker, der i stedet skiller sig ud ved at have læst, tænkt og forstået en del af det, de yngre endnu ikke er nået til.
Hvorfor er idealet, at de gamle så vidt muligt skal være som de unge og på næsten enfoldig vis fortsætte med blot at bruge verden som tumleplads? Ja, det er næppe så svært at svare på, for det skyldes vel den helt grundlæggende afmagt ved tanken om døden og den deraf både rådvilde og noget nedladende holdning til dem, der nærmer sig den. Og således rummer tidens mange friskfyragtige menneskeportrætter af ældre deres helt eget vemod, idet det, der ved første øjekast kan synes så livsbekræftende, ved nøjere eftersyn mest fremstår som vidnesbyrd om vores hjælpeløse forhold til begrebet alderdom.
Og kan vi virkelig ikke selv se det store bedrag? Kan DR ikke se det og måske forstå, at det på anden vis ville være opbyggeligt at lave en serie med gamle mennesker, der i det indre har taget deres livsfase på sig? Hvorfor skal Søren og Rosas alderdom absolut præsenteres som vild i al evighed? Hvorfor kan den ikke i stedet udmærke sig ved det, der forhåbentlig kommer til os med alderen? Det gamle menneskes viden og eftertænksomhed.
Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst