Gotfredsen: Anders Agger indbyder til fortrolighed uden at påtvinge intimitet

Anders Agger har som én af de få forstået, at det ikke er tv-værtens opgave at forcere det følelsesfulde frem. Han har et ganske særligt talent, mener Sørine Gotfredsen, som har set første afsnit af en ny sæson "Indefra med Anders Agger"

Anders Agger har udviklet en evne til at træde ind i menneskers liv og lave fjernsyn på en måde, som ikke rigtig minder om noget andet, skriver Sørine Gotfredsen.
Anders Agger har udviklet en evne til at træde ind i menneskers liv og lave fjernsyn på en måde, som ikke rigtig minder om noget andet, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Mingo Nørager/DR.

Der er tale om et ganske særligt talent. Journalist Anders Agger har gennem årene udviklet en evne til at træde ind i menneskers liv og lave fjernsyn på en måde, som ikke rigtig minder om noget andet.

Der findes mange eksempler på tv-personer, der fylder og støjer meget, men Anders Agger går blot stilfærdigt omkring og taler afdæmpet med folk. Dette er også tilfældet i første afsnit af en ny sæson ”Indefra med Anders Agger”, der blev sendt i mandags på DR 2.

Her mødte vi Pia Höegh-Nissen, der lider af en tumor i hjernen og ved, at hun snart skal dø, og vi var med hende hjemme i lejligheden på Frederiksberg, på hospitalet til scanning og ude at plukke æbler med familien.

Et sådant program kræver forberedelse, og en stor del af pointen må her være, at Anders Agger accepteres som en mand, man kan stole på. Han tøffer omkring hos familien som en hjemvendt storebror, der hører til og så alligevel ikke, han sidder i et hjørne i dagligstuen, når der er gæster, og han er med i bilen på vej til sygehuset.

Han indbyder til fortrolighed uden at påtvinge intimitet, og Pia Höegh-Nissen beskriver, hvordan det føles at være misundelig på sine egne nærmeste, fordi de er raske, ligesom hun ligefremt erkender, at der næppe vil komme ret mange til hendes bisættelse, eftersom de fleste venner falder fra, når man bliver så alvorligt syg.

Programmet kredser naturligvis om de tanker, man gør sig, når døden er nær, og man erfarer, hvordan sygdommen gradvist æder ens indre, og bemærkelsesværdig er en scene, hvor Anders Agger sidder sammen med Pia Höegh-Nissen i bilen, mens de passerer Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

Hun siger, at hun til den tid ønsker sig en hospiceplads, hvor der vil blive draget omsorg for både hende og familien, og jeg forventede et øjeblik, at Anders Agger ville bryde ud i en overforstående ordstrøm, som det så ofte hører sig til i dag. Men det skete ikke. Han sagde bare ”Ja” og kiggede ud ad vinduet, idet han oplagt forstår værdien af at fastholde et nogenlunde usentimentalt forhold til følelserne.

Det er en modsigelse af moderne tv-kultur, hvor udbrud, tårer og bandeord pr. definition opfattes som godt fjernsyn, og Anders Agger har som én af de få forstået, at det ikke er tv-værtens opgave at forcere det følelsesfulde frem. Men derimod at føre de samtaler og bevare den distance, der gør, at man som seer oplever en menneskeskæbne på en måde, som man selv kan bære med sig.

Pludselig mærker man, at den immunitet, som man af og til frygter helt har overmandet sindet i en verden præget af konstant mediebombardement, stadig kan gennembrydes. Det er faktisk en lettelse.

Sidst i programmet oplyses det, at Pia Höegh-Nissen har gennemgået sin anden operation, der gik godt, men at tumoren vokser hurtigere end før. Man ved jo godt, at der findes mennesker, for hvem døden er meget tæt på, men indsigten kan nemt drukne i den daglige larm. Anders Agger kan kunsten at fortælle, så man begriber alvoren på ny.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist