Prøv avisen
Mediekommentar

De krænkede følelser fylder for meget

Mellemfolkeligt Samvirke demonstrerede mod Movias fjernelse af plakaterne. Foto: Scanpix

I debatten om Movias fjernelse af Israel-kritiske plakater fyldte ked-af-det-heden meget. Men, skriver Sørine Gotfredsen, folk må tørre øjnene og deltage i debatten på et sagligt grundlag

Det har vakt postyr, at busselskabet Movia pludselig har fjernet en reklame fra sine busser. Reklamen var iværksat af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og forestiller to kvinder, der meddeler, at deres samvittighed er ren, fordi de ikke køber varer fra de israelsk besatte områder.

For nogen udgør dette unødigt stødende diskrimination af en bestemt stat, og efter et vist pres besluttede Movias bestyrelse at fjerne reklamen.

I tirsdags var sagen nået frem til ”P1 Debat”, hvor talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, forklarede, hvordan man ønskede at gøre opmærksom på problemet med bosættelserne. Alt imens Finn Ru-daizky (DF) fra Københavns Borgerrepræsentation, der har været med til at lægge pres på Movia, argumenterede for, at man bør afholde sig fra budskaber af så stødende art.

Samtalen kom således til primært at handle om krænkede følelser, og et stort principielt spørgsmål er på spil. Er det rigtigt at kræve en reklame fjernet, fordi den støder nogen, eller har vi ikke netop lært af flere års diskussion om ytringsfrihed, at begrebet krænkelse ikke vejer tungt nok? Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, hævder det sidste og mindede i programmet om, at den, der kræver en sådan reklame fjernet, selv næste gang kan blive ramt af den censurende kraft. Og mens Movia jo selv bestemmer, hvad selskabet vil forbindes med - i 2013 sagde bestyrelsen for eksempel nej tak til en reklame med budskabet om at stoppe islamiseringen af Danmark - skal man være varsom med at kræve bestemte budskaber fjernet.

Som programmet skred frem, stod det mere og mere klart, hvorfor vi må bevare en nøgtern tilgang til følelsernes skrøbelighed. Specielt Jonatan Møller Sousa, næstformand i Dansk Zionistforening, fik flere gange nævnt, at han bliver meget ked af det, når folk siger noget grimt om Israel. Og da SF'eren Özlem Cekic blandede sig i koret, fik lytterne at vide, at hun virkelig godt kan forstå, at Jonatan bliver ked af det, og det gør hun i øvrigt også ofte selv.

Det er længe siden, at jeg sidst har følt mig så overbevist om, at vi er nødt til at tørre øjnene og komme videre. De fleste mennesker vil stræbe efter ikke at såre en anden unødigt i den direkte samtale, men på det overordnede plan nytter argumentet - nu bliver jeg ked af det - ganske enkelt ikke. Skulle en troende kristen så også referere til sine krænkede følelser, når en vred kristendomshader - som det løbende sker i dagbladet Politiken - håner folkekirken eller formulerer endnu en primitiv tilsvining af Martin Luther?

Selvfølgelig ikke, og P1-debatten om ”Movia-gate” udviklede sig faktisk ret interessant. Det blev åbenbaret, hvordan visse stemmer i diskussionen selv efter det store Muhammed-krise-syrebad stadig nærmest intuitivt gør deres krænkede følelsesliv til et argument i samtalen. Hvis der endelig er noget at være ked af, så er det, at erfaringen fra landets største krise i nyere tid visse steder ikke har forplantet sig dybere.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist