Prøv avisen

Vagthunde og nyttige idioter

Bogen Den Hemmelige Socialdemokrat udgivet af People's Press.

Med "Den hemmelige socialdemokrat" har People's Press fået det, de ville have, men ikke uden et strejf af ubehag hos forlaget selv, skrive Sørine Gotfredsen

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst

Man kan græde eller grine helt efter temperament. Men sikkert er det, at disse dages dominerende mediehistorie handler om den hemmelige socialdemokrat, der anonymt har udgivet en bog om magtkampene i sit eget parti.

Først blev bogen i dagevis analyseret og omtalt, hvorefter man ventede på det store øjeblik, hvor socialdemokraterne holdt gruppemøde. Det indtraf i tirsdags, og reporterne stod klar ved gruppeværelset for at interviewe de udvalgte.

Vi kender det pinagtige scenarie så godt. Der er røre på Christiansborg, lød det fra nyhedsvært Jens Gaardbo på TV 2 News, mens en mere korrekt formulering nok ville have været, at der var røre blandt journalisterne. Man misunder ikke en reporter som Anders Langballe, der står der og formeligt tigger og beder politikerne om at tale til sig. Ja, faktisk nærmer vi os punktet, hvor denne journalistiske funktion, der oprindeligt nød så stor status, fremstår som en næsten ydmygende beskæftigelse.

LÆS OGSÅ: Mellem homofobi og rettihedsdyrkelse

Og en bog som Den hemmelige socialdemokrat sætter hele menageriet i relief. Fyldt med sladder og kilde til strid trækker den dækningen af det politiske ned på et personfikseret og uværdigt plan, og forlagsredaktøren bag det hele Jakob Kvist fra PeoplesPress har fået det, som han ville. Masser af ballade og solgte bøger, omend man har anet et strejf af ubehag hos Kvist selv, de gange han på skærmen har argumenteret for bogens nødvendighed.

Men missionen er lykkedes, og man føler sig sat tilbage til skolegården, hvor den ene mobbede den anden, mens hele klassen lod sig rive med i en blanding af blodrus og kedsomhed. Dengang kunne en forstandig lærer gribe ind og genskabe en vis orden, men hvem griber ind her? Og hvem overvejer på de forskellige redaktioner, om det virkelig giver mening at skabe så megen reklame for en bog af en sådan karakter uden afsender?

Allerede for snart to uger siden stod studievært Martin Krasnik i Deadline på DR 2 og læste lange kulørte passager højt, og i dagene efter solgte man i nogle boghandlere et eksemplar af bogen omtrent hvert femte minut. Samfundets vagthunde lader sig forvandle til nyttige idioter, for mens man kan argumentere for, at der konstant i medierne gøres reklame for bøger og teaterstykker og at der jo i dette tilfælde har lydt kritiske spørgsmål undervejs er anonymiteten med til at seriøst at forringe netop denne bogs værdi.

Alligevel har journalister tilført den mere liv, end selv den mest opportunistiske forlagsmand kunne drømme om, og et godt gæt er desuden, at den ingen særlig politisk betydning får. Da socialdemokraterne kom til syne i tirsdags, og reporter Langballe ivrigt trippende ventede på nyt, stod det klart, at skal der holdes liv i denne historie, må journalisterne selv sørge for det.

Det hele fusede ud, og visse nyhedsredaktører må i dag sidde og tænke, at Den hemmelige socialdemokrat på ret pinlig vis har fået lov til at køre rundt med os. Og at det er på høje tid at lade ham eller hende være hemmelig i fred.