Prøv avisen

Valg og kald til arbejdet i menighedsrådet

Menighedsrådsarbejdet handler ikke om, hvad det enkelte medlem kan, men om vilje og lyst til at styrke kirkens liv og vækst i sognet, skriver Lea Skovsgaard.

Menighedsrådsarbejdet handler ikke om, hvad det enkelte medlem kan, men om vilje og lyst til at styrke kirkens liv og vækst i sognet. Det må da være det, der er kaldet, skriver Lea Skovsgaard i dagens mediekommentar

DER ER IKKE LANG TID TIL, at der i folkekirken skal være valg til menighedsrådet. Nye frivillige skal vælges til at være en aktiv del af det kirkeliv, der udspiller sig i de enkelte sogne.

Der bliver rigtig mange steder gjort en stor indsats for at skabe opmærksomhed om valget og de nært forestående orienterings- og opstillingsmøder. For i de fleste sogne må man sande, at kandidaterne ikke står i kø.

I mange år har det derfor været fast procedure, at afgående og blivende medlemmer af menighedsrådet, præster og ansatte har været ude i sognet at prikke potentielle kandidater på skulderen.

Men de senere år er idéen om at designe sit eget menighedsråd blevet yderligere forstærket. Med moderne virksomhedstermer hører man nu ofte, at der ønskes mennesker med helt særlige kompetencer til menighedsrådet.

Det emne blev berørt i den udgave af P1s Religionsrapport, der blandt andet blev sendt i søndags.

LÆS OGSÅ: Kandidater til menighedsrådsvalg hænger ikke på træerne

Lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen var blevet bedt om at udtale sig om sin holdning til den idé, og han fremlagde det som en nødvendighed, at mennesker med økonomisk og ledelsesmæssig erfaring skulle være at finde i ethvert menighedsråd. Han benævnte det sågar et kald, når mennesker med den slags særlige kompetencer blev prikket på skulderen og bedt om at stille op til menighedsrådsarbejdet.

Det er altså de rigtige mennesker, der skal kaldes, lød det uvilkårligt, som om Hans Raun Iversen sagde.

En noget vanskelig tanke at forene med det, vi som kirke ellers står for. For den danske folkekirke og kristendommen i det hele taget er jo netop ikke et udskillelsesløb, hvor der kun er plads til dem med de rigtige kompetencer, og hvor det er mennesker, der besidder en bestemt slags egenskaber, der skal styre kirken.

Det kan nok være praktisk, at der sidder nogen i et menighedsråd med økonomiske eller bygningssagkyndige evner, men det er i lige så høj grad vigtigt, at der sidder nogen med kompetencer til at lave kødsovs og kaffe, eller som har tid og lyst til at sidde til gudstjeneste om søndagen.

LÆS OGSÅ: Debat skal få flere kandidater til fremtidens kirke

For menighedsrådsarbejdet handler ikke om, hvad det enkelte medlem kan, men om vilje og lyst til at styrke kirkens liv og vækst i sognet. Det må da være det, der er kaldet. At man føler sig kaldet til at påtage sig en opgave, der handler om sprede det budskab, som kirken står for.

Hans Raun Iversen var ikke den eneste, der fik taletid i den omtalte udgave af Religionsrapport. Et meget ungt medlem af et menighedsråd, en kvinde på bare 22 år, beskrev sine erfaringer med arbejdet. Hun kommenterede Hans Raun Iversens udmelding med en refleksion over sine egne kompetencer, da hun som bare 18-årig var kommet i menighedsrådet. Dem var der ikke mange af, sagde hun selv, men som hun fint uddybede, så kan folkekirken også være et sted, hvor vi netop udvikler kompetencer.

Og måske er det snarere en sådan holdning, der kan skabe en øget interesse for arbejdet omkring kirken: at kirken er et sted, hvor vi støtter hinanden og hinandens forskellighed og udvikler os som mennesker.
Lea Skovsgaard er sognepræst

Lea Skovgaard har fulgt dækningen i medierne om menighedsrådsvalg. -