DET HAR LÆNGE VÆRET en teori blandt besindigt tænkende, at den store klimabevidsthed rundt omkring kan antage strejf af kraftig ideologi. For sådan går det ofte, når en sag intensiveres og for nogen begynder at tage form af ultimativ livsmission.
Således er veganerne – altså dem, der hverken spiser kød, fisk, æg eller mælkeprodukter – i færd med at sætte deres tydelige præg på debat og mediestrøm.
I denne uge er der fra lægelig side blevet råbt vagt i gevær angående de flere og flere børn, der vokser op med ren veganerkost, da barnet ifølge visse fagkyndige kan komme til at mangle vigtige vitaminer.
Og midt i det hele kunne man i onsdags i TV 2 Nyhederne se et omtalt klip med en mand, der bryder ud i tårer foran Aarhus Slagtehus, mens køerne bliver ført til slagtning. Selvom der er mange gode grunde til at forholde sig kritisk til behandlingen af dyr i industrien, og selvom man i erkendelse af begrebet mådehold muligvis bør begrænse sit kødforbrug, udgør den grædende veganer et lidt foruroligende syn. For her genkender man kræfter med et voldsomt potentiale.
DER ER NÆPPE TVIVL OM, at tårerne strømmer fra et oprigtigt hjerte, men det ændrer ikke ved, at folk, der hengiver sig så lidenskabeligt i følelsernes vold, måske i sagens tjeneste kan drives til at tage markante metoder i brug for at nå frem til et retfærdighedens endemål.
Tilmed vil veganerne fra nu af få stor opmærksomhed, for mediemæssigt er de en gave. De siger vilde ting og skaber både forargelse og jubel, hvilket man bemærkede for nogle uger siden, da en ledende veganer sammenlignede dette at spise kød med at være pædofil.
Her kunne en besindig redaktør hist og her måske have sorteret lidt mere nøgternt, da det jo ikke er alle vildskud, der skal formidles videre, men sagen er, at hver en tåre og hver en besynderlig udtalelse fra veganernes side kan være en vej til høje seertal.
Disse mennesker repræsenterer en af vor tids mest følelsesladede bevægelser, og snart vil nogen sikkert begynde at identificere veganerne som et bud på det så ofte efterspurgte moderne ungdomsoprør.
ET STORT SPØRGSMÅL ER DOG, hvem det vil være godt for.
På den ene side kan de færreste vel efterhånden nægte, at klimabesindelse er påkrævet, men på den anden side kan de mest fanatiske veganere beskadige den opbyggelige erkendelsesfase, der for tiden spirer frem. Visse af dem repræsenterer det skræmmende overspændte ved det engagerede menneske, som man til alle tider skal holde øje med, og desto mere glad blev man for at høre en af de mere fornuftige stemmer her til lands:
På TV 2 mindede videnskabelig assistent i Zoologisk Have i København Bengt Holst os om, at en stor forskel på dyr og mennesker er, at dyr ikke ved, at de skal dø. Dyr lider ikke i enhver henseende på samme måde som mennesker, og den tanke skal man i disse følelsesladede tider huske at bære med.
Ikke mindst når veganerne græder. Deres tårer kan være et varsel om, at der er kræfter på vej af den mere fanatiske slags.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.