Tirsdag eftermiddag lyttede jeg til P1-programmet Apropos ... 1950erne. Et skønt program, hvor historiker Niels Finn Christiansen medvirkede. Programmet beskriver, hvordan stemningen var i 1950erne, hvilke sager der optog befolkningen, og hvordan velfærdsstaten tog sine første spæde skridt.
Det kom også ind på, hvem der stod på hvilke politiske synspunkter dengang i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor den kolde krig fyldte og gav store bekymringer. I dag handler det om radikale islamister og slyngelstater.
LÆS OGSÅ: Minister kritiserer arbejdssky Robert
Det er spændende at høre om, hvordan man i den periode overgår til universelle ydelser, der ikke kun var forbeholdt særligt trængende, og hvad filosofien var bag for eksempel folkepensionen.
Folk skulle ikke marginaliseres ved at modtage ydelser, der var forbeholdt fattige. Det var nemlig flovt dengang at få hjælp fra det offentlige, og det var undtagelsen. Men ved at overgå til systemer, der gav bredt til alle, mente man, at der kom mere værdighed over tingene.
Det må have været interessant at følge den politiske debat dengang. Det var på det tidspunkt, der blev skabt konsensus om den danske velfærdsstat. Selvom nogle partier slog på privatisering og forsikringer, blev dette aldrig til noget. Ganske enkelt fordi der ikke var folkelig opbakning.
Debatten om velfærdsstaten går højt igen. Især konkretiseret af Carina- og Dovne Robert-sagerne. Det er interessant at se, hvordan tiden arbejder for forskellige holdninger. Mens det i 1980erne og 1990erne ikke var noget problem at fortælle, man var på bistandshjælp eller fik udført sort arbejde, så er holdningen nu en anden.
For bare 5-10 år siden ville man blive betragtet som stikker, hvis man anmeldte sort arbejde. I dag bakker folk grundlæggende op om, at vi ikke skal snyde i skat (selvom det dog er meget almindeligt). Og folk betragtes ikke som stikkere, når de anmelder andre, der snyder.
På samme måde er der mere og mere folkelig opbakning til at stramme skruen over for de mennesker, som vi opfatter udnytter systemet. Robert er et godt eksempel, der kan samle politikerne lige fra Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet til Ellen Trane Nørby fra Venstre. De er enige om, at det er uacceptabelt. Det er jeg da også helt enig i. Riget fattes ressourcer og penge, og vi vil alle sammen gerne have, at de går til sygehusene, vores børn, ældre og andre samfundsmæssige opgaver.
Ingen kan forhåbentlig være uenig i, at Robert må ud at bestille noget. Det kan godt være, han synes, det skal være meningsfyldt. Men det er alt arbejde desværre ikke altid. Selv har jeg været grønthandler, rengøringsassistent, gået med aviser og arbejdet i en bagerforretning, før jeg var så heldig at beskæftige mig med det, jeg gør i dag.
Mange mennesker mister i dag deres arbejde og har faktisk et stærkt ønske om at arbejde. Det er vigtigt, vi sikrer en forståelse for dem, og at vi ikke vender tilbage til 1950erne, hvor det var flovt at modtage hjælp.
Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden