Sent tirsdag aften kunne man på DR K se Orson Welles højt værdsatte film ”Citizen Kane” (dansk titel: Den store mand). Welles instruerede og debuterede med netop den film i 1941, det første år af Anden Verdenskrig.
Meget sigende netop i en tid, hvor frustrerede ”store mænd” forsøgte at iscenesætte deres verdensbilleder efter egne hoveder. En ombygning, der på den mest tragiske måde resulterede i undergang og (selv)destruktion. Hvad har enkeltpersoners vanvittige ambitioner og deraf følgende paradoksale afmagt dog ikke forvoldt af ulykker?
”Citizen Kane” kan desværre stadigvæk ses som et aktuelt filmisk portræt af en egocentrisk tyrannisk type, som hensynsløst forstår at udnytte andres godtroende hengivenhed. Også vores tid lider under sådanne typers hovmodige (selv)bedrageriske forestillinger om egen betydning. Et fåtals vrangforestillinger kan ødelægge det helt store flertals tilværelse.
Overskriften til disse spalter er et let forkortet citat af filmens egen diagnose af filmens hovedperson, spillet af Orson Welles selv: ”Verden skuffede ham, så han måtte bygge sin egen.” Denne iagttagelse behøver selvfølgelig ikke i sig selv at beskrive en sygelig tilstand. Faktisk kan den jo også gengive en skabende kunstners erfaring.
At søge efter et publikums anerkendelse og et frugtbart kærlighedsliv kan være vejen til påskønnelsesværdige bedrifter. Men denne søgen kan ulykkeligvis også føre til storhedsvanvid og kynisk brutalitet, som i bedste fald resulterer i ”store mænds” skæbnesvangre isolation, i værste fald til rædselsfuld undertrykkelse af medmennesker.
Set i det helt store kulturhistoriske perspektiv præges filmen af en stildannende overensstemmelse mellem form og indhold. De fortælletekniske kunstgreb skabte en ny tids filmsprog. Et fletværk, som i filmen symboliseres af puslespil og krydsklipninger mellem vidneudsagn fra biperson til biperson. Skæve eksistenser set i skæve vinkler.
Hen imod slutningen høres denne påstand: ”Et enkelt ord kan ikke forklare et helt menneskeliv.” Der sigtes her til Kanes sidste ord på dødslejet: ”Rosebud” (rosenknop). Til slut afsløres det, at ordet fandtes på den slæde, som den purunge Kane forsøgte at værge sig med, da forældrene sendte ham bort til et liv præget af gold materiel overflod.
Som aviskongen Charles Foster Kane rådede han magtfuldt over formiddagsavisen The New York Inquirer. I dag ville det have været en eller anden tv-kanal. I hænderne på forkerte ”store mænd” kan den slags misbruges på en uhyrlig selvhævdende måde. Også det gør filmen aktuel.
Det er rigtigt, at et enkelt ord ikke kan forklare et helt menneskeliv, men det kan, som i filmen, symbolisere et menneskeliv. En rosenknop kan da ses som symbol på noget, der ikke fik lov til at udfolde sig efter sin bestemmelse. Dertil kommer at et enkelt ord kan være nok til at ødelægge et helt menneskeliv.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder