Prøv avisen
Mediekommentar

Familiers ligheder var slående trods store indkomstforskelle

I mandags begyndte DR’s nye serie ”En vej – to verdener” om forskel på rig og fattig i Danmark i dag. Her ses Henning og Malene, der medvirkede i det første program. – Foto: DR

Det er ikke just et samfundsmæssigt sundhedstegn, at nogle mennesker vælter sig i rigdom, mens andre hungrer efter det daglige brød. Alligevel blev Jesper Bacher overrasket over de mange ligheder blandt to familier med meget forskellige indkomster, som blev skildret i nyt tv-program

I mandags begyndte DR’s nye serie om forskel på folk i vores ellers så lige samfund. I Danmark er der slet ikke samme ulighed i levevilkår som andre steder i verden, men uligheden er ikke desto mindre voksende, og i en række programmer har DR sat sig for at fokusere på forskellene.

Det er selvfølgelig ret elementært, at der er forskel på folk, fordi mennesker og skæbner simpelthen er forskellige. Man kan vel opnå total lighed mellem robotter af samme model, men mennesker er et andet materiale, som kalder på varsom og respektfuld omgang.

Samfundet skulle nødig agere som kæmpen Prokrustes fra den græske mytologi. Kæmpen udviste en tvivlsom gæstfrihed mod de vejfarende, som var så uheldige at falde i hans hænder. De fik nok en seng, men var gæsterne for lange, huggede Prokrustes benene af dem, og var de korte, strakte han dem ud i et reb. Deraf kommer udtrykket en prokrustesseng, og den standardiseringssyge kæmpe er ikke et eksempel til politisk efterfølgelse.

Det burde imidlertid også være ret elementært, at forskellene kan blive så store, at de skriger til himlen. Det er ikke just et samfundsmæssigt sundhedstegn, at nogle mennesker vælter sig i rigdom, mens andre hungrer efter det daglige brød.

I Bibelen fortælles om tiggeren Lazarus, som lå ved en rig mands port og kun ønskede at spise sig mæt i det, som faldt fra den riges bord.

”En vej – to verdener” hed udsendelsen mandag aften, som tog udgangspunkt i Hejredalsvej i det vestlige Aarhus. Det er nemlig sådan, at der på venstre side af vejen findes et villakvarter med folk, der er blandt de 10 procent rigeste i Danmark, mens man på den anden side af vejen finder folk, som tilhører de 10 procent fattigste. På den ene side var der fine villaer, på den anden side var der socialt boligbyggeri, på den ene side var uddannelsesniveauet højt, på anden side var det lavt.

”Som en usynlig mur deler vejen bydelen i to verdener”, hed i det DR’s omtale. Det var ikke ligefrem Lazarus og den rige mand om igen, men man forstod, at der var tale om et markant skel.

Jeg må sige, at trods forskellene i indkomst og boligforhold blev jeg faktisk mere slået af lighederne i livsindstilling hos familierne på den ene og den anden siden af vejen.

De velstillede var ikke snobbede og selvsmagende og deres penge var frugten af benhårdt arbejde, og familien på bistand var ikke beklagende eller selvmedlidende.

Begge familier betonede pligt og ansvarsfølelse og var optaget af, at deres børn skulle lære at gøre en indsats og ikke tro, at tingene bare kom af sig selv.

I familien, som levede af offentlig hjælp, havde moderen et handicap, og faren fik tilkendt en førtidspension. De havde ikke så meget at gøre godt med, men der var hjertevarme og sunde dyder i den lille lejlighed.

I stedet for at være hypnotiseret af uligheden, kunne man jo også glæde sig over, at skattepengene flyder over Hejredalsvej, så også de arbejdsløse og uarbejdsdygtige medborgere kan få brød på bordet, tag over hovedet, gratis uddannelse og sundhed. Lazarus ville have været henrykt.

Jesper Bacher er sognepræst