Udlændingeloven af 1983 – verdens bedste eller mest blåøjede lov?

At mene det godt er ikke nødvendigvis det samme som at gøre det godt, skriver sognepræst Jesper Bacher

Sammen med partifællen Marianne Jelved (tv.) fremsatte Elisabeth Arnold (th.) det lovforslag, som blev vedtaget i Folketinget den 3. marts 1992 og gav opholdstilladelse til 321 statsløse palæstinensere.
Sammen med partifællen Marianne Jelved (tv.) fremsatte Elisabeth Arnold (th.) det lovforslag, som blev vedtaget i Folketinget den 3. marts 1992 og gav opholdstilladelse til 321 statsløse palæstinensere. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

DER ER IKKE NOGET SOM udlændingepolitikken, der kan dele vandene i dansk politik. Den har bragt partier til tops og regeringer til fald. Den vækker de hedeste følelser og kalder på de skarpeste markeringer. Og det med god ret. Er der noget vigtigere for et land end de folk, der bor der?

Det giver således god politisk, ja, danmarkshistorisk mening, at P1 har produceret en udsendelsesrække om netop dette spørgsmål. Titlen er ”Verdens bedste lov” med reference til den berømmede, men også berygtede udlændingelov af 1983, som er blevet kaldt ”Verdens mest menneskevenlige udlændingelov”. Der er dem, som vil kalde loven alt for venlig, ligesom man kan diskutere, hvor venlig loven var i forhold til den danske del af menneskeheden. ”Konsulerne skal se til, at staten ikke lider noget tab,” sagde de gamle romere om politikernes pligt. I det lys kan ”verden bedste lov” synes knap så god.

I SØNDAGS HANDLEDE ”Verdens bedste lov” med Abdel Aziz Mahmoud som vært om de særlove, som udlændingepolitikken har kastet af sig, henholdsvis palæstinenserloven og bosnierloven. Mange vil ikke mindst huske den første sag, hvor en gruppe statsløse palæstinensere fik kirkeasyl i Blågårds Kirke på Nørrebro. De havde fået afslag på almindelig asyl efter en opstramning af reglerne, men nægtede at rejse tilbage til Libanon.

De statsløse palæstinensere mødte støtte fra flere sider. Kim Larsen gav koncert til deres fordel, og 600 præster skrev under på en erklæring, som opfordrede til at give palæstinenserne opholdstilladelse.

Det tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre Elisabeth Arnold sagde om palæstinenserne, at ”de ikke havde noget krav på at blive her, men de havde nogle forventninger, som i hvert fald ikke kunne opfyldes”. Elisabeth Arnold nævnte også, hvorledes pressens opfordringer til Socialdemokratiet og Radikale Venstre om at gøre noget havde fået hende til at føle, at hun sad og hyggede sig ”og ikke kunne få hænderne op af lommerne”.

Men hænderne kom op af lommerne og sammen med partifællen Marianne Jelved fremsatte Elisabeth Arnold det lovforslag, som blev vedtaget i Folketinget den 3. marts 1992 og gav opholdstilladelse til 321 statsløse palæstinensere.

Det var ganske tankevækkende at høre, hvordan et medlem af det høje ting tilsyneladende havde været mere optaget af at opfylde palæstinensernes forventninger end at fastholde gældende asylprocedure, og hvorledes pressekampagner havde påvirket hende til at bøje retten for en bestemt pressionsgruppe.

I 2005 VISTE ET NOTAT fra Integrationsministeriet, at ud af de 321 personer, som havde fået opholdstilladelse, modtog 238 offentlig forsørgelse, mens 42 procent, svarende til 135 af palæstinenserne, i de efterfølgende år blev dømt for kriminalitet. Man er ikke just imponeret over palæstinensernes taknemmelighed eller klarsynet hos det politiske flertal og dets klakører. Måtte det være en politisk lektie: At mene det godt er ikke det samme som at gøre det godt.

Jesper Bacher er sognepræst.