Det er ikke hver dag, man står op til et stykke verdenshistorie, men sådan var det i går morges. Vi stod op og erfarede til vores skræk eller fryd, at briterne har stemt sig ud af Den Europæiske Union. Storbritannien, verdens femtestørste økonomi, forlader EU.
Det er, uanset hvad man måtte mene om resultatet, epokegørende. Historien er ganske vist ikke helt uden fortilfælde. I 1982 stemte grønlænderne mod det daværende EF for at udtræde formelt i 1985, men er folkeslag ligeværdige, så er lande ikke lige store. Musen og elefanten sætter sig ikke de samme spor.
Hvad vil der ske efter det britiske nej? Hvad vil det gøre ved EU, og hvad vil EU gøre ved det? Hvad vil det vinde, og hvad vil det koste? Hvad vil det bringe af oprejsning og fald? Hvem ved?
Ja, ingen ved det rigtigt og slet ikke på den lange bane. Man skifter mellem tv-kanaler og netaviser for at danne sig overblik. Journalisterne bringer rapporter og stemningsbilleder fra vindere og tabere, kommentarer fra politikere og analyser fra eksperter. Det er, som det plejer med de store og rystende begivenheder.
Og så alligevel er det helt anderledes. Brexit er i anden kategori end de terrorangreb, som udløser lignende mediereaktioner og samme syndflod af billeder og ord.
Her er det ikke få mænds våben, som har talt. Her har et stort folk talt, og da stemmerne var talt, var EU fravalgt. Demokratiet er ikke under angreb, det har tværtimod ytret sig, så det giver genlyd i den ganske verden.
Nigel Farage, kongen af det britiske nej, fortalte i en sejrstale om en kvinde, som havde gjort stort indtryk under valgkampen, Hun havde spurgt, hvorfor David Cameron og andre medlemmer af den britiske elite ikke kom ud og så med egne øjne, hvad indvandringen havde gjort ved hendes lokalsamfund.
Det er ikke utypisk for politikere, at de på den måde sætter ansigt og historie på deres politik. Men det kan dårligt nægtes, at den britiske folkeafstemning har vist modsætningerne mellem top og bund.
Det er, så vidt man kan forstå, ikke mindst ”den lille mand”, som har stemt nej.
Spørgsmålet er så, om det skyldes ”den lille mands” snæversyn, hans manglende internationale orientering og forståelse for politik og økonomi, eller om det snarere skyldes, at ”den lille mand” mærker politikken på en anden måde end de store.
Det er let nok at tale om indvandringens velsignelser, når det betyder billig arbejdskraft, men hvad når man selv bliver den billige arbejdskraft? Det er let nok at skose andre for fremmedfrygt, når man lever på bekvem afstand af de fremmede, men hvad når man selv bliver fremmed i eget land?
”Debatten føres måske ikke altid af dem, som rammes af udviklingen,” sagde Harvard-professoren George Borjas, førende ekspert inden for indvandring og arbejdsmarked, i et nyligt interview med nærværende dagblad.
Den, som ikke vil høre, må føle. Det gælder også i politik og ikke mindst ved folkeafstemninger.
Vi stod op til et stykke verdenshistorie, for historien er ikke slut, og det sidste ord tilhører hverken London eller Bruxelles, men historiens Herre.
Jesper Bacher er sognepræst