Sørine Gotfredsen: Vi bør stadig tale om Omar el-Husseins terrorangreb

Omar el-Hussein fremstilles som den velkendte blanding af kriminel og islamist, og man skal vist være meget stålsat i sin afvisning af den fanatisk religiøse motivation i et menneske for ikke at se en vis sammenhæng mellem terror og islam, skriver Sørine Gotfredsen

Vi skal altid være vagtsomme over for den sensationelle dyrkelse af forbrydere, men angrebet på Krudttønden og synagogen rummer så mange lag i forhold til vores syn på tidens kulturforskelle og indvandrerpolitik, at der naturligvis kan skrives bøger om det.
Vi skal altid være vagtsomme over for den sensationelle dyrkelse af forbrydere, men angrebet på Krudttønden og synagogen rummer så mange lag i forhold til vores syn på tidens kulturforskelle og indvandrerpolitik, at der naturligvis kan skrives bøger om det. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

DA OMAR EL-HUSSEIN i 2015 angreb Krudttønden i København og dernæst den jødiske synagoge og dræbte to mennesker, gik mange reaktioner i gang. Angrebet fandt sted i en periode, hvor den islamistiske terror virkelig prægede Europa, begrebet ”terror” blev dagligt analyseret, og nogle advarede imod at mene, at også et angreb som det, der ramte København, kunne defineres som terror.

For eksempel afviste kommentator og nuværende folketingskandidat for Socialdemokratiet David Trads først blankt, at Omar el-Hussein havde begået et terrorangreb, hvilket han senere rettede til, at jo, det havde han nok alligevel. Men, tilføjede David Trads, det havde ikke noget særligt med islam at gøre.

Vi oplevede her en klassisk dansk religionstonedøv reaktion, grundet i den ideologiske strid om synet på indvandring og de mange sammenstød mellem vestlig og muslimsk kultur. Nu er det som bekendt aldrig godt at vide, hvad David Trads mener netop i dag, men tre journalister har udgivet en bog om begivenhederne, der genopliver debatten.

Bogen blev i går omtalt i P1’s ”Mennesker og medier”, og det er Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen, der står bag ”Terroristen fra Nørrebro”, der alene ved sin titel fastslår, at Danmark den aften blev ramt af terror.

Omar el-Hussein gik målrettet efter at ramme bestemte politisk definerede mål, og det blev på P1 understreget, at hovedpersonen over længere tid havde planlagt aktionen. Med hjælp fra 130 kilder blotlægger de tre journalister terroristens bevægelser og beskriver, hvordan han blev radikaliseret i fængslet og fik indsmuglet propaganda fra Islamisk Stat og al-Qaeda.

Omar el-Hussein fremstilles som den velkendte blanding af kriminel og islamist, og man skal vist være meget stålsat i sin afvisning af den fanatisk religiøse motivation i et menneske for ikke at se en vis sammenhæng mellem terror og islam.

Bogen har fået kritik af et par politikere, der mener, at forsiden med et portræt af Omar el-Hussein er smagløst glorificerende, hvilket er rigtigt. Bogens indpakning lugter langt væk af kommerciel kynisme. Derudover mener Lars Aslan Rasmussen (S), at man slet ikke bør bruge mere tid på manden, og det er til gengæld forkert. Når Lars Aslan Rasmussen siger, at Omar el-Hussein blot må betragtes som en ”taber fra Mjølnerparken”, tilslutter han sig netop den tænkning, der vil udvande indholdet af, hvad et menneske kan være drevet af, når det hader og beslutter sig for at dræbe.

Vi skal altid være vagtsomme over for den sensationelle dyrkelse af forbrydere, men angrebet på Krudttønden og synagogen rummer så mange lag i forhold til vores syn på tidens kulturforskelle og indvandrerpolitik, at der naturligvis kan skrives bøger om det. Terrorangrebet i 2015 var en tragedie, der kostede to menneskeliv samt drabsmandens eget, og uanset om man bryder sig om det eller ej, er den en faktor i vor epokes vigtige værdidebat. Vi er ikke færdige med at tale om dette angreb endnu.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.