AT VÆRE EN DEL AF et fællesskab er et grund-vilkår. Men alt for meget tyder på, at alt for mange føler sig ensomme især i fællesskab med andre.
Midt i en massemedietid er en af årsagerne til elendigheden den, at evnen til at indgå i forpligtende sammenhænge svækkes af overdreven brug af de såkaldte sociale medier. Både voksne, unge og børn leger mindre sammen. Disse aldersbestemte grupper præges mere og mere uheldigt af familiernes løse strukturer, arbejdsløshed, de skiftende seksuelle forhold samt de unges mange skoleskift. Dertil kommer så de ældstes isolerende levemåder.
Hvad det sidste angår, gør den naturlige indskrænkning af familie- og vennekredse på grund af sygdom og død sig gældende. Sorg, savn og ensomhed hører nøje sammen. Meget bestemmes og forstærkes af bolig- og samfærdselsforhold. De skaber i sig selv problemer.
Svigtende mobilitet, geografiske og kulturelle skillelinjer og afstande kan være utålelige for den, der ikke vil være til besvær og ulejlighed. Alle disse statistisk begrundede og både individuelt udformede og samfundsskabte forhold blev nuanceret diskuteret i torsdag morgens udgave af det gode P1-program ”Netværket”.
SÅDAN SOM DET for den enkelte nærmest kan være tabubelagt at tale om sin isolation, sådan er det også tilfældet i de helt store sammenhænge. Befolkningsgrupper kan føle sig isolerede af racemæssige, religiøse, aldersbetingede og opsplittende økonomiske konkurrenceforhold på arbejdsmarkedet.
Det koster at have venner. Der skal investeres i samvær. Der finder en værdsættelse af netværk sted, som alt for tit præges af de stærkestes udnyttelse af de svageste. Det kan være en hård hierarkisk måde at være sammen på. Også fordi gruppepres kan fremme de værste egenskaber.
I de sidste minutter af ”Netværket” blev der henvist til folkekirken og efterlyst en større indsats derfra. Kirken har rammer, som kan tilbyde et fællesskab og et menneskesyn, der kunne være til gavn og glæde for alle, uanset trosforhold og gudsopfattelse. Dér kan vi alle være lige forskellige.
Og her må det anbefales at lytte til den udgave af ”Mennesker og tro”, der genudsendes søndag morgen. Anders Laugesen har besøg af samfundsdebattøren, filosoffen og forfatteren Lene Rachel Andersen. De fører en meget koncentreret og hurtigt skiftende samtale, der alt i alt handler om de ovenfor nævnte emner.
Vi skal udvikle en tidssvarende global åbenhed for forskelligartethed. Vi må sige til hinanden: Hvor er det fantastisk med alverdens forskellige fællesskaber. Det skal værdsættes, at andre gør noget, man ikke selv kunne finde på at gøre, selvom det er godt. Vi må forsamle os om vores forskelligheder. Og vi må danne fællesskaber for disse forskelligheder. Alle former for åndelig ensretning er af det onde.
Jeg må nødvendigvis vende tilbage til denne særligt tankestofrige udgave af ”Mennesker og tro” i morgen.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder