Prøv avisen
Mediekommentar

Mistrivsel i institutioner er slemt, mens det står på – men konsekvenserne er værre senere i livet

Det var ikke svært at forstå, hvordan det for en institutionsleder ikke er til at holde ud at være ude af stand til at hjælpe et barn, der har brug for trøst og støtte i savnet af forældre og trygge hjemlige omgivelser, skriver Leif Hjernøe. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Leif Hjernøe

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

DR 2 viste noget af virkeligheden fra to almindelige daginstitutioner og den hverdag, der møder 230.000 danske børn i de børnehaver eller vuggestuer, de efterlades i, skriver Leif Hjernøe i mediekommentaren

Hvem passer egentlig på vores børn? Er der voksne nok til at give børnene den tryghed og udvikling, de har brug for? DR 2 viste mandag aften noget af virkeligheden fra to almindelige daginstitutioner og den hverdag, der møder 230.000 danske børn i de børnehaver eller vuggestuer, de efterlades i, når de voksne tager på arbejde. En virkelighed, der kan have negative konsekvenser for vores børn.

Mistrivsel er, hvad de små unger må døje, når deres gennemsnitsalder ifølge udsendelsen i løbet af de seneste årtier har været faldende til under fire år. Ulykkelige forhold er, hvad vi byder dem og de ansatte, når der ikke er fuld bemanding hele dagen. De støt stigende beskæringer giver tilsvarende forringelser.

”Jeg skal lige passe en anden.” Sådan lyder den gentagne replik dagen lang, når der kun er to voksne til at tage sig af 16 trætte, urolige børn. Det er slemt, mens det står på, men værre når konsekvenserne senere i livet for eksempel resulterer i indlæringsvanskeligheder, svigtende koncentrationssevner, depressioner og stress.

Forstemmende var det at høre om uforsvarlig mangel på omsorg. Det var ikke svært at forstå, hvordan det for en institutionsleder ikke er til at holde ud at være ude af stand til at hjælpe et barn, der har brug for trøst og støtte i savnet af forældre og trygge hjemlige omgivelser.

Meget tidligt i går vågnede jeg til P1-programmet ”Sygt nok: Multisyge udfordrer sundhedsvæsenet”. En uhyggelig påmindelse om, hvad det er for en verden, min generation også byder vores unge:

”Antallet af mennesker med multisygdom – det vil sige to eller flere kroniske sygdomme – accelererer langt hurtigere, end vi troede. Det viser en spritny rapport fra Sundhedsstyrelsen.”

Jeg er vokset op i 1940’erne og 1950’erne. Det var årtier med vækst og fremskridt, som mine forældre end ikke havde drømt om: et velfærdssamfund med biler, parcelhuse, køleskabe og fjernsyn samt en sundhedssektor, som fik bugt med den invaliderende såkaldte børnelammelse.

I dag vokser børn og unge op til trusler fra helt nye udfordringer for patienter og læger og for den måde, vi har bygget vores sundhedssystem op. Her er de ganske vist højt udviklede specialer blevet adskilt, sådan at det er blevet svært for især ældre patienter, der kan fejle lidt af hvert.

Programvært og læge Maja Thiele fik tydeliggjort, hvad det betyder at være multisyg, og hvordan sundhedsvæsenet bedre kan ruste sig til at håndtere mennesker med såkaldte livsstilssygdomme. Der blev tilmed opremset globale og internationale problemer med forurening, klimaforandringer, flygtningekriser og overbefolkning.

Den eneste trøst er at finde i en ny verdensbevægelse præget af den jordklodebevidsthed, som astronomiske opdagelser og rumfartindustrien har vakt.

Den er tilsyneladende i stand til at vedligeholde et håb om, at menneskeheden vil formå at komme alle de nævnte problemer i forkøbet.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.