Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: VM-eksperterne er et levende bevis på, hvordan sproget misrøgtes

Mads Junker er et godt eksempel. Han er begavet og formår som én af de få i panelet at sætte spillet i relation til det kulturelle, men han taler så hurtigt og uartikuleret, at det næsten gør fysisk ondt at høre på det. Man ved, at man hvert sekund kan gå glip af noget interessant, men man kan ikke komme på højde med sætningerne, fordi Mads Junker selv synes ret indifferent over for, hvordan de kommer til verden. Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Selvfølgelig er det for meget forlangt, at tidligere fodboldspillere skal tale som Lord Grantham, men den sjuskede og tilbagelænede talestrøm i sofaen afslører, hvordan vi i vores bøvede kultur har mistet sans for at ære sproget som noget af det mest underfulde, vi har, skriver Sørine Gotfredsen

Ikke alene bliver der spillet meget fodbold, når et VM er i gang. Der bliver også sagt mange ord.

Både DR og TV 2 har igen etableret deres ekspertpaneler, og der er flere gamle kendinge blandt trænere og tidligere spillere.

Europamesteren fra 1992 Flemming Povlsen og Mads Junker hører til på DR 1, mens folk som Peter Sørensen og Thomas Frank sidder på TV 2, og generelt siger de indsigtsfulde ting.

Men flere af dem siger dem ikke omhyggeligt nok, og det er i påfaldende grad ved store sportsbegivenheder, at man indser, hvordan sproget misrøgtes. Ikke mindst erkender man det efter en uge, hvor DR atter nåede frem til sidste afsnit af den engelske serie ”Downton Abbey”.

Man kan sagtens være kritisk over for de mange genudsendelser året rundt, men i dette tilfælde er fordelen, at man efterhånden kender handlingen så godt, at man kan koncentrere sig om at høre personerne tale. Og som de dog kan tale! På det storslåede gods foregår konversationskunst på højeste niveau, og jeg kan finde på at lade fjernsynet køre, mens jeg går og rydder op. Blot for at lytte. Alle sætninger føres omhyggeligt til ende, ordforrådet er rigt, og samtalen i denne tv-serie afslører, hvordan den stilfulde omgang med hinanden næres gennem måden, vi kommunikerer på.

Hvis ikke gæsten siger noget interessant, mens man drikker sherry i biblioteket inden middagen, lader man, som om han gør det, og det er i sig selv et formål at konversere respektfuldt på et formfuldendt modersmål. Kunsten at tale repræsenterer civilisation i sit smukkeste udtryk, og gennem sproget åbnes døren ind til en verden, som vi i dag i stor stil har vendt ryggen, hvorpå vi er trådt ind i et tv-sportsstudie. Stemningen herinde er sådan set fin nok, og folk ved noget om sagen, men sproget er en ynk.

Selvfølgelig er det for meget forlangt, at tidligere fodboldspillere skal tale som Lord Grantham, men den sjuskede og tilbagelænede talestrøm i sofaen afslører, hvordan vi i vores bøvede kultur har mistet sans for at ære sproget som noget af det mest underfulde, vi har.

Mads Junker et godt eksempel. Han er begavet og formår som én af de få i panelet at sætte spillet i relation til det kulturelle, men han taler så hurtigt og uartikuleret, at det næsten gør fysisk ondt at høre på det. Man ved, at man hvert sekund kan gå glip af noget interessant, men man kan ikke komme på højde med sætningerne, fordi Mads Junker selv synes ret indifferent over for, hvordan de kommer til verden.

Som så mange andre taler han uden tilstrækkelig bevidsthed om det, han selv siger, og det er en tragedie, at mange ikke føler mere ærefrygt over for sproget. Vi tror, at det blot er et redskab, men det er så meget mere. Det er vores placering i verden, vores omhyggelighed med at erkende, vores syn på den anden – ja, det er jo ånd. Når sport i dag og ikke mindst i denne sommer fylder så meget i fjernsynet, står man tilbage med en sikker taber efter de mange opslidende kampe.

Og det er det danske sprog.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.