Prøv avisen
Mediekommentar

Vor mand i Moskva

Det er svært ikke at blive lidt nostalgisk, når man ser de gamle klip, hvor Leif Davidsen rapporterer fra Moskva bag de mægtige brilleglas. Det var dengang, hvor man kendte DR-monopolets korrespondenter, skriver Jesper Bacher. Arkivfoto. Foto: Scanpix

Den tidligere Sovjet-korrespondent Leif Davidsen fortalte på DR om sin tid i Rusland. Jesper Bacher blev ramt af nostalgi ved synet

Nostalgi betyder som bekendt en vemodig længsel efter en svunden tid. En følelse, som mindet om den hedengangne Sovjetunion godt kan udløse hos nogle; men de fleste husker næppe Sovjetunionen for det gode.

Der var dog tale om et totalitært regime, hvor staten var lige så grænseløs, som planøkonomien var hovedløs. Væbnet til tænderne og dog ude af stand til levere tandbørster året rundt. Nej, Sovjetunionens fald var intet tab for verden, selvom mange blev revet med i faldet.

Men i det 20. århundrede fyldte Sovjetunionen godt på verdenskortet og i verdenspolitikken. Der var jo tale om den anden supermagt, som stod over for Vesten og dermed også Danmark. Leder af Østblokken med atomare missiler pegende i vores retning og spioner bag vores grænser. En mastodont, truende og alligevel leddeløs, stor og alligevel nærmest komisk i sin magtesløshed.

Et eksempel på det sidste kom fra Leif Davidsen, som i udsendelsen ”Vi stiller om til Leif Davidsen” fortalte om sin tid som DR-korrespondent i Moskva. Leif Davidsen var udsendt fra 1984 til 1988, men besøgte allerede Sovjetunionen i 1980, hvor han skulle deltage i dækningen af De Olympiske Lege.

Her glemte han sin tandbørste, men fandt det meget vanskelig at opdrive en i millionbyen Kijev. Guiden beklagede og påpegede, at der måneder forinden havde været mange tandbørster på hylderne. Leif Davidsen undrede sig og fik lyst til at lære det land nærmere at kende, som kunne sende raketter på rumfart, men ikke producere et par damestøvler, som holdt mere end en uge.

Lejligheden kom, da han blev fast korrespondent, og man bliver da lidt nostalgisk, når man ser de gamle klip, hvor Leif Davidsen rapporterer fra Moskva bag de mægtige brilleglas. Det var dengang, hvor man kendte monopolets korrespondenter og var tv-fortrolig med deres fremtræden og personlige stil.

I et ufrit samfund som det sovjetiske var pressen selvsagt heller ikke fri, men Leif Davidsen lærte at sno sig og fortælle om almindige menneskers sorger og glæder. Reportagerne fra hverdagslivet tegnede alligevel et sigende portræt af det skrantende land, hvor overvågning hørte til dagens orden, og stikkere var legio.

”Mistroen var din faste følgesvend,” som Leif Davidsen udtrykte det.

Han oplevede også, at Mikhail Gorbatjov overtog posten som generalsekretær for kommunistpartiet og introducerede reformer og ny åbenhed, ligesom spændingen mellem Øst og Vest begyndte at aftage.

Leif Davidsen blev således vidne til verdenshistorien, og han erklærede, at den største begivenhed i hans liv netop var Sovjetimperiets opløsning og bortgangen af en polær verden med to atomspækkede magter.

Ja, verden er en anden, og så kunne man alligevel så sent som sidste uge læse på forsiden af nærværende dagblad, at den russiske ambassadør i Danmark advarer om, at danske krigsskibe kan blive mål for russiske atommissiler, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar. Er det ikke kold krig, så er det i hvert fald kold luft.

Jesper Bacher er sognepræst