Skulle man have glemt, hvilke tidstypiske dårligdomme vi trækkes med, skal man blot kaste et enkelt blik på den uendelige føljeton kaldet X-Factor.
Mange har lige siden den første sæson kritiseret DR for at lægge navn til fænomenet, men det lever stadig, og når danskerne åbenbart ikke vil af med det, kan man lige så godt tage ved lære. X-Factor er nemlig ikke blot en sangkonkurrence for amatører. Det er også et studie i tidsånd, og i denne weekend slog det mig, hvordan i hvert fald fire skavanker her præsenteres.
LÆS OGSÅ: "Blachmann lider for åben skærm for at fremlægge bevis for Guds eksistens"
Først er der den sproglige forarmelse. Ikke mindst blandt de tre dommere flyder bandeordene konstant og får specielt Lina Rafn til at fremstå en lille smule ubegavet. For sprog skaber personlighed, og her åbenbares det, hvordan bandeord udstiller den, der bruger dem.
For det andet oplever man i X-Factor den udprægede angst for alder. Helt skåret ud i pap blev det, da én af dommerne sagde til den ældste deltager: Du er over 50, men man kan ikke se det eller mærke det på nogen måde. Hvis det er en kompliment, vil jeg nødig høre en fornærmelse. Tænk, som et modent menneske at få at vide at man stadig i enhver forstand fremstår som en 18-årig.
For det tredje lider X-Factor af konstant spiseforstyrrelse. I alle årene har værtinden været tynd som en pind, og det gælder også for mediearkitekten Eva Harlou, der leder showet i år. I fredags optrådte hun i et skrigrødt kostume, der fik hende til at ligne en repræsentant fra som en anden engang yderst rammende definerede tidens magre tv-værtinder en mødregruppe fra Helvede.
LÆS OGSÅ:DR: Vi garanterer ikke x-factor-vindere en karriere
Disse værtinder bliver lynhurtigt til metervare. De taler på samme måde, griner på samme måde og klamrer sig til deres talekort på samme måde. X-Factor-bacillen tager bolig i dem, hvorpå de tilsyneladende mister appetitten samt det meste af, hvad der måtte være af ægte personlighed.
Og endelig for det fjerde: I X-Factor får vi klart udstillet, hvordan vores hilse- og omgangskultur er i frit fald. Alle omfavner hele tiden alle, og man aner, hvordan følelseshysteriet i et sådant program helt opsluger de medvirkende. Der findes ikke længere en naturlig afstand mellem personerne, og interessant er det jo, at det ikke får dem til at virke oprigtigt nære. Tværtimod skabes et indtryk af overfladiskhed og flygtighed, for når man med et så spinkelt gensidigt kendskab kan omgås så inderligt, ligger det i luften, at alt igen kan slukkes med et fingerknips.
Når omgangsformen mere og mere maser folk sammen i tårefyldte omfavnelser, kunne noget tyde på, at vi i virkeligheden har svært ved at se hinanden i øjnene. For det tvinges man jo til med det gammeldags håndtryk, og X-Factor demonstrerer, hvordan tabet af de faste normer kan skubbe os ind i en slags kunstig inderlighed. Sprogets forfald, angsten for alder, kropshysteriet og en forceret og unaturlig nærhed mellem mennesker det er der alt sammen. Og siden vi ikke kan slippe af med X-Factor, kan vi i det mindste blive klogere af det.