Ytringsfrihed med omtanke og ansvar

Det har på alle måder været en uge med ytringsfriheden i fokus; med ansatser til en ny Muhammedkrise som følge af den amerikanske film Innocence of Muslims (Muslimers uskyld) udkom midt i ugen Salman Rushdies erindringer med hans 13 år som fatwadømt som omdrejningspunkt

Salman Rushdie.
Salman Rushdie.

Ømskindede islamister har endnu en gang taget uskyldige liv. I tirsdags var det en selvmordsterrorist, som dræbte mindst 12 mennesker i en minibus i Kabul. I blandt andet Libyen, Tunesien og Sudan har filmen også været begrundelse for meningsløse drab. Og i sidste uge måtte den amerikanske ambassadør og tre andre amerikanere i Libyen betale med deres liv for ytringer, de hverken havde lod eller del i. Reaktionerne viser endnu en gang, at ytringsfriheden ikke er en selvfølge, og at den konstant skal forsvares og forklares.

LÆS OGSÅ: Ytringsfriheden skal forsvares

Men selvom retten til at ytre sig igen er under angreb, er der samtidig gode grunde til ikke at reagere med hverken modreaktioner eller eftergivenhed. Det er, ganske som under Muhammed-kriserne eller rettere: karikaturkriserne i 2006 og 2007, tilsyneladende kun nogle få ekstremister, som reagerer og misbruger deres profet for at begrunde drab, afbrændinger og fordømmelser, der ofte synes at have helt andre årsager.

I stedet skal vi igen og igen, når ytringsfriheden bliver udfordret, argumentere for, at den er ukrænkelig. Og at ingen er tvunget til at klistre Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger op på væggen, læse Rushdies bøger eller se den amerikanske islamfilm.

Hvad sidstnævnte angår, har de flere end 10 millioner, som har set en trailer fra filmen på YouTube, selv valgt at søge og se det i øvrigt åbenlyst lidt ubehjælpsomme og amatøragtige resultat.

Også Salman Rushdie har i flere interview gjort opmærksom på den enkeltes ret til selv at afvise andres ytringer: Hvorfor dog læse en bog, der er én inderligt imod?

Dermed er det altså i høj grad op til den enkelte, om han eller hun vil lade sig provokere af en given ytring. Men i lige så høj grad skal enhver uanset om det er enkeltpersoner, medier eller institutioner bruge sin ytringsfrihed med omtanke.

At provokere kun for at provokere er meningsløst. Det ændrer dog ikke ved, at det ikke er de provokerede, der skal fastsætte ytringsfrihedens grænser. Og når det franske satiremagasin Charlie Hebdo i onsdags måtte have politibeskyttelse efter at have bragt adskillige (nye) Muhammed-tegninger, skyldes det desværre, at det er de provokerede, som med trusler forsøger at begrænse ytringsfriheden.

Men også i Frankrig synes det at være nogle få ekstremister, som reagerer med selvtægt toneangivende muslimske organisationer har taget afstand fra trusler, og i Frankrig som i andre demokratier er det i sidste ende retssystemet, der skal tage stilling til, om ytringsfriheden er blevet misbrugt. Med ytringsfrihed følger et ansvar, reguleret af juridiske paragraffer og almindelig omtanke. Censur, selvcensur og eftergivenhed skal derimod ikke indskrænke ytringsfriheden, for som Salman Rushdie udtrykte det i Deadline tirsdag aften, da han blev interviewet om sin nye bog:

Det er skolegårdslærdom: Giver man efter for en bølle, laver han bare endnu mere ballade.

Kurt Strand er forfatter og journalist.