Ytringsfrihed med respekt og omtanke

Kurt Strand skriver om den rette brug af ytringsfriheden i dagens mediekommentar

”Ytringsfriheden blev jo ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne et mindretal,” skrev Birthe Rønn Hornbech (V) i Politiken forleden, og de ord blev grundlaget for en debat i Deadline på DR 2.
”Ytringsfriheden blev jo ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne et mindretal,” skrev Birthe Rønn Hornbech (V) i Politiken forleden, og de ord blev grundlaget for en debat i Deadline på DR 2. . Foto: Leif Tuxen.

”YTRINGSFRIHEDEN blev jo ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne et mindretal. Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vores forskelligheder.”

Ordene, hentet fra et indlæg af Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech i avisen Politiken, stod på bagskærmen og dermed centralt, da Deadline på DR 2 tirsdag aften havde inviteret teatermanden Hassan Preisler og forfatteren Kåre Bluitgen til diskussion om ytringsfrihedens kunstneriske grænser.

Foranlediget af weekendens terrorhandlinger i København og af en kommende Preisler-forestilling med titlen ”Perkercabaret” og en ligeledes snarligt aktuel Bluitgen-bog, ”Den Bedste Bog” med blandt andet et par sider om muslimernes profet Muhammeds sexliv.

Såvel Hassan Preisler som Kåre Bluitgen ytrer sig i et grænseland, hvor sarte sjæle kan tænkes at blive fornærmede og reagere med voldens primitive sprogbrug. Og ikke langt inde i den kvarterlange diskussion stillede studievært Adam Holm derfor det helt logiske og uomgængelige spørgsmål: ”Er det værd at gå i døden for sin kunst?”.

”Sikke da et spørgsmål at stille,” lød det fra Preisler, som efter en kort tænkepause tilføjede:

”Jeg vil da selvfølgelig ikke gå i døden for min kunst. Og jeg vil hellere lægge min cabaret ned end at risikere mine medarbejderes liv og førlighed.”

Med sine ord anerkendte han, at ytringsfriheden ikke er en absolut størrelse, at den er udfordret, og at den skal bruges med omtanke. Ikke bare af hensyn til dem, som et voldeligt modsvar kan ramme direkte, men så sandelig også, fordi der efter Hassan Preislers opfattelse ikke er nogen grund til at håne eksempelvis religiøse symboler.

Dermed var diskussionen om ytringsfrihedens grænser med ét spolet tilbage til Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger i 2005, hvor begrundelsen jo netop var, at muslimer skulle lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”.

Anledningen til igangsættelsen af de dengang som i dag kontroversielle tegninger var, at Kåre Bluitgen angiveligt ikke kunne få tegnere til at bidrage til sin bog ”Koranen og profeten Muhammeds liv”.

Da tegningerne blev trykt for snart 10 år siden, var min egen opfattelse, at de repræsenterede en unødig provokation. Men efterhånden som ytringsfrihedens grænser blev både udfordret konkret og omfattende, voksede min forståelse af den helt nødvendige diskussion, som tegningerne afstedkom.

Lige siden har ytringsfriheden jævnligt været udfordret og diskuteret - og det er i sig selv et demokratisk sundhedstegn, at vi åbent kan diskutere de begrænsninger, der ligger ud over de juridiske. Også for at trække en tydelig streg over for dem, der ikke anerkender vores demokratiske frihedsrettigheder, og som vil bestemme, hvad vi skal mene om dette og hint.

Som da én af de langskæggede i den omdiskuterede Grimhøj-moské i Aarhus i et dokumentarprogram for nylig viste biblioteket og sin mangel på respekt for ytringsfriheden frem: ”Her kan man få lov at læse de bøger, man kan få lov at læse.”

Kurt Strand er forfatter og journalist