Kristeligt Dagblad opretter pris for journalistik om livets store spørgsmål

Kristeligt Dagblad etablerer nu en pris, der skal fremme journalistik om tilværelsens store spørgsmål.

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Med TRO, ETIK OG EKSISTENS-PRISEN ønsker avisen at inspirere journaliststuderende til at opsøge og beskæftige sig med de områder, der fremgår af prisens navn. De tre begreber er dem, som Kristeligt Dagblads mangeårige redaktionelle succes er baseret på.

Prisen er på 25.000 kroner og skal én gang årligt belønne en studerende eller en gruppe af studerende, der særlig originalt, engagerende og på højt fagligt niveau har behandlet emner fra området i forbindelse med deres afsluttende opgave. Prisen henvender sig til journaliststuderende på både DMJX, SDU og RUC.

”Dansk journalistik har i de senere år i stigende grad fået øjnene op for spørgsmål om tro, om etiske problemstillinger og eksistensens grundvilkår. Religion er noget, alle medier i dag er nødt til at forholde sig kvalificeret til,” siger Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør, Erik Bjerager.

”Men vi vil gerne fremme et endnu større journalistisk mod til at tage fat på historier og emner, som ikke er klassisk Cavling-materiale, men ikke desto mindre handler om de vigtigste ting i menneskers liv: hvordan vi bør være som mennesker, hvilke værdier vi skal satse på, hvordan vi forholder os til fødsel og død, hvad der er meningen med livet og troens rolle i den enkelte og samfundets liv,” siger Erik Bjerager.

”Det véd vi, at der er efterspørgsel på. Mediebrugerne er dybt engagerede i disse emner. Det er på tide, at journalisterne og medierne også bliver det. Med TRO, ETIK OG EKSISTENS-PRISEN håber vi på at skubbe lidt i den retning,” siger chefredaktøren.

Prisen uddeles første gang i februar 2015, og opgaver, der har bestået eksamen i indeværende år – altså 2014 – og frem til 31. januar 2015, kan indstilles. Det er de studerende selv, ikke deres lærere eller andre, der kan indstille opgaver

Læs mere her: k.dk/ journalistpris