Voldsomme film afspejler en voldelig virkelighed

Er verden blevet mere voldsom, fordi film er blevet mere voldelige? Diskussionen deler vandene i filmbranchen

Filmen ”The Hurt Locker” om en amerikansk minerydder i Irak vandt seks Oscar-statuetter ved prisuddelingen i 2009, blandt andet for ”bedste film”. Engang ville de elitære filmkredse rynke på næsen ad vold på skærmen som virkemiddel. Men hvis vold indgår i en samfundskritisk, realistisk eller intellektuel kontekst, klapper selv det pæne borgerskab i hænderne. –
Filmen ”The Hurt Locker” om en amerikansk minerydder i Irak vandt seks Oscar-statuetter ved prisuddelingen i 2009, blandt andet for ”bedste film”. Engang ville de elitære filmkredse rynke på næsen ad vold på skærmen som virkemiddel. Men hvis vold indgår i en samfundskritisk, realistisk eller intellektuel kontekst, klapper selv det pæne borgerskab i hænderne. – Foto: ITAR-TASS.

En svedende soldat nærmer sig en landevejsmine. Den detonerer pludselig. Soldaten bliver kastet baglæns af trykket fra eksplosionen. Hans hjelm bliver fyldt med blod. Kaos, panik og itusprængte lemmer fylder gadebilledet i en afghansk landsby.

Den detaljerede scene kan opleves i filmen The Hurt Locker, der vandt seks Oscar-statuetter ved prisuddelingen i 2009. Blandt andet for bedste film. Engang ville de elitære filmkredse rynke på næsen ad vold på skærmen som virkemiddel. Men hvis vold indgår i en samfundskritisk, realistisk eller intellektuel kontekst, klapper selv det pæne borgerskab i hænderne.

LÆS OGSÅ: Tv i den bedste sendetid bliver mere voldelig

Peter Schepelern, filmforsker og lektor ved Københavns Universitet, er ikke overrasket over, at tidligere underlødige virkemidler har fundet vej til det gode selskab i Hollywood og Cannes.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det, der tillades i populærkultur, står også til rådighed for finkulturen. I den velanmeldte film Pans Labyrint er der en brutal scene, hvor en væmmelig fascist slår en gammel mand til plukfisk. Vi er vant til, at vi ikke ser den slags direkte på skærmen i kunstneriske film. Der er nok en tendens til, at vi ikke ser det som smudsigt i den sammenhæng, siger han.

Filmekspert ved Viasat Søren Høy påpeger, at når en anmelder roser en film som Pans Labyrint, vil den få et nyt publikum, der rækker ud over nicher og subkulturer. Og senere vil den finde vej til fjernsyn i de danske stuer.

Hvis de voldsomme film får gode anmeldelser, får de et andet publikum. Når man i Hollywood har fundet en ny voldsretorik, betyder det, at vi vil se den vold i vores egne fjernsyn om to år. Film i biografen bliver jo vist i tv senere. Så er helvedeshjulet sat i gang, siger Søren Høy.

Peter Schepelern kan genkende en form for lavineeffekt, hvor virkemidler bliver stadig mere ekspressive end tidligere. Og generelt mener han at kunne konstatere, at der er flere voldelige film og de voldelige film bliver samtidig mere voldelige. Men det er primært i genrer som gyserfilm, actionfilm og til dels psykologiske film. For vold hører til bestemte genrer, hvor den bliver udviklet og raffineret, siger Peter Schepelern.

Rikke Schubart, ph.d. ved Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber, har forsket i gyserfilm, actionfilm og krigsfilm. Hun forklarer, at vold er et meget sanseligt virkemiddel.

Man føler næsten, at volden gør ondt på en selv. Når man ser noget på skærmen, spejler hjernen de indtryk, den får. Vi ser for eksempel gyserfilm af samme grund, som vi ser andre film, der rører os meget. Komedier får os til at le, melodramaer får os til at græde. Vi ser film for at lære at føle og se, hvordan vi skal reagere på vores følelser, og for at kontrollere dem og eksperimentere med dem, siger Rikke Schubart.

Hun bemærker, at det er unikt for instruktører, der arbejder med voldsomme emner, at de skal stilles til ansvar for deres film.

Genrer, der arbejder med vold og aggression som centrale temaer, kan være ret kontroversielle, fordi vold i det virkelige samfund har visse konsekvenser. Og fordi filmene er engagerede i vores samfund, er der en etisk dimension, som de, der arbejder med romantiske komedier, ikke skal stå til ansvar for. Man føler, at voldelige film gør noget ved individer og samfund. Derfor skal konsekvenser og ansvar pålægges kunstnerne, siger Rikke Schubart.

To instruktører, der har beskæftiget sig meget med æstetiseret vold i deres film, Alexandre Bustillo og Julien Maury, gæstede i forrige weekend København, da de præsenterede deres seneste film, Livid. Filmen blev vist i forbindelse med filmfestivalen Blodig Weekend, hvor der for alvor var voldelige overtoner i de fleste af filmene. Ifølge instruktørparret er vold i film et produkt af indebrændte følelser og politiske virkeligheder.

I fjernsynet ser man mennesker, der er ramt af krig og andre ulykker. Det kryber ind i fantasien og underbevidstheden. Man fyldes med forfærdelige indtryk, der på en eller anden måde skal ud. Vi udtrykker noget stærkt, fordi virkeligheden er chokerende. Og det er måske de samme følelser, vores publikum har, siger Julien Maury.

Gysergenren tilbyder publikum at blive konfronteret med nogle af menneskets allerstærkeste følelser, forklarer instruktørerne.

Vores film er ekspressive, derfor fremprovokerer de reaktioner hos seerne. Nogle mennesker hader virkelig vold i film, måske fordi de hellere vil se sig selv som hævet over de primitive instinkter. Men desværre eksisterer vold overalt i vores samfund, siger Bustillo.

Rikke Schubart mener af samme grund, at det også er naturligt at eksperimentere med de negative følelser.

Fra et objektivt perspektiv vil jeg mene, at vi har behov for at eksperimentere med og træne alle vores følelser. Typisk kommer aggressioner til udtryk i sportssammenhæng, hvor man godt må slå og være hård fysisk. Fiktionens verden er et andet sted, hvor de følelser kan få udløb. Hvis folk ikke træner alle deres følelser, får de et mangelfuldt forhold til den del af deres psykologi. Det kan måske være usundt, siger hun.

Ifølge Peter Schepelern hersker der dog modstridende fortolkninger af relationen mellem vold og publikum.

Det er en velkendt diskussion, at man på den ene side har den mistanke, at voldsfremstilling i underholdning kan inspirere til efterligning af handlingerne, man ser på skærmen. Katarsis-teorien modsiger den opfattelse. Ifølge den går man ud fra biografen med et renset sind. Hvis man ser en voldelig film, spiser man bagefter en rød pølse, klapper sin hund og synes, alt er godt, siger teorien, siger Peter Schepelern.

Søren Høy er anderledes bekymret for, hvordan de blodige film påvirker publikum:

Vi bliver mere afstumpede. For 20 år siden talte man om, hvad den såkaldt meningsløse vold betyder. En eller anden dag begynder folk at reagere, mente man. Det har de gjort i dag, men vi har glemt diskussionen. Alt fra skoleskyderier til Anders Breiviks massemord synes at trække en klar tråd tilbage til vold i film og computerspil. Senest så vi, at en udklædt mand skød løs på et biografpublikum, der skulle til at se den nye Batman-film. Derfor er diskussionen om voldens effekt vigtig at åbne igen.