Medvirkende i ”Ordet” på Aarhus Teater: Kaj Munk vil fortælle os, at kærlighed gør alting nyt

På scenen i”Ordet” strides de om troen. Privat er skuespillerne Morten Suurballe og Henrik Birch både troende og tvivlende

For Morten Suurballe (til venstre) og Henrik Birch, der spiller henholdsvis Peter Skrædder og gamle Mikkel Borgen i ”Ordet” er Kaj Munks skuespil med sit budskab om kærlighed eviggyldig.
For Morten Suurballe (til venstre) og Henrik Birch, der spiller henholdsvis Peter Skrædder og gamle Mikkel Borgen i ”Ordet” er Kaj Munks skuespil med sit budskab om kærlighed eviggyldig. Foto: Lars Aarø.

Scenen er fyldt med kulsort sand, og skuespillerne Morten Suurballe og Henrik Birch sætter aftryk med deres sko, da de går hen over den. Sandet og det sort/hvide baggrundsbillede af træer med grene, der bevæger sig i vinden, udgør scenografien til ”Ordet” af Kaj Munk, der i øjeblikket spiller på Aarhus Teater. Forestillingen, der modtog Årets Reumert i 2020, men brat måtte afbrydes, da coronapandemien lukkede landet i marts sidste år, er tilbage.

Det samme er de to skuespillere i rollerne som Peter Skrædder og gamle Mikkel Borgen. Protagonisterne, der som henholdsvis missionsk leder og overbevist grundtvigianer, stædigt holder på hvert deres og nægter deres to unge, forelskede børn at blive gift med hinanden.

Som skoenes aftryk i det dybe scenesand har ”Ordet” i årtier sat sig aftryk som en teaterklassiker, der ikke lader hverken publikum eller medvirkende uberørte. Sådan er det også med de to erfarne skuespillere, der har sagt ja til at stille op til en samtale om tro og tvivl. Morten Suurballe lægger ud med at beskrive Peter Skrædder som synderen, der er blevet omvendt og frelst og nu begår den store fejltagelse at forsøge at overbevise andre om, at hans vej er den eneste rigtige. Henrik Birch supplerer med at beskrive gamle Mikkel Borgen som en mand, der på papiret er et rummeligt menneske, men som reelt er lige så forbenet i sin tro som Peter Skrædder. Så bliver de to skuespillere lidt stille og synker ligesom dybere ned i de bløde publikumsstole, før de går i gang med at fortælle, hvilke erfaringer og tanker de selv har gjort sig om kristendom og tro.

”Begge mine forældre er rundet af Indre Mission. Min mor fortalte mig, at Morfar græd, da hun engang kom hjem med læbestift på. Hun lagde som voksen afstand til det indremissionske,” fortæller Henrik Birch og går så over til at beskrive sin far, der som den yngste af ni børn havde fået så meget kærlighed, at ”det stod ham ud af ørerne”, og at han altid bad bordbøn ved aftensmaden.

Henrik Birch sætter sin stemme et toneleje ned og reciterer så:

”Vor Far i himlen, tak for dagligt brød og alle dine gaver til os. Amen.”

”Det med bordbønnen praktiserer jeg også en sjælden gang i mit eget hjem. Det giver sådan en dejlig ro forud for måltidet. Den samme ro indfinder sig som regel, når jeg går ind i et kirkerum, og det har jeg helt sikkert med fra min barndom,” siger han.

Han har dog også gjort sig dårlige erfaringer med kirker. Blandt andet har han oplevet en narkoman blive smidt ud fra en gudstjeneste og en konfirmation, hvor der blev talt dunder til de unge.

”Den slags tager jeg afstand fra. For mig er næstekærligheden det primære i kristendommen. Det er den, jeg tror på,” fastslår Henrik Birch.

Det mirakuløse ved at få børn

Morten Suurballes historie er en noget anden. For ham har skepsis og modstand mod tro fyldt det meste, men i de senere år er noget begyndt at ændre sig.

”Min mor var katolik. Hun var konverteret som ganske ung, og da hun mødte min far, konverterede hun, efter hans ønske, tilbage til den protestantiske tro. I sin måde at tænke på var hun dog stadig katolik: eksempelvis gik hun ikke ind for præ-ægteskabelig sex. På den anden side havde jeg en farmor, der var ærke grundtvigianer. Hun dyrkede lysets og glædens Gud og ville gerne tale med mig om evangelierne. I de tidlige teenageår nåede jeg til et punkt, hvor jeg stillede spørgsmål ved flere ting i Bibelen. Så sagde min farmor, at hun ikke gad at diskutere kristendom med en, der ikke havde læst evangelierne ordentligt, så som 15-16 årig begyndte jeg at læse store dele af både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente,” siger Morten Suurballe, der ledte med lys og lygte efter ting, der ikke stemte overens, for han syntes, Bibelen var fuld af modsigelser.

Det er blevet sværere for mig at afvise den tanke, at der er nogen på den anden side. 

Morten Suurballe

”Det fik min farmor og jeg mange diskussioner ud af,” siger han, der i mange år havde et ateistisk livssyn.

Det ændrede sig, da Morten Suurballe oplevede det, som han kalder ”det mirakuløse ved at få børn”. Efterhånden som han er blevet ældre og har erkendt, at livet ikke varer evigt, er tro og tvivl blevet en vedvarende indre dialog hos skuespilleren.

”Det er blevet sværere for mig at afvise den tanke, at der er nogen på den anden side,” som han siger.

Den rene kærlighed

Henrik Birch og Morten Suurballe er enige om, at Kaj Munks ”Ordet” er evig aktuel, og at stykket beskriver en kærlighed, som de to skuespillere også abonnerer på.

”Det handler om, at kærlighed gør alting nyt , og at den er en uudtømmelig kilde, hvis den er ren. Det er indpodet i Johannes (Mikkel Borgens søn, der er psykisk syg, og inden han blev syg havde læst teologi, red.), at kærligheden gør alting muligt. Kaj Munk fortæller os, at hos den rene er alting rent, og derfor er det også et barn, der tilskynder Johannes at genoplive Borgens svigerdatter Inger,” siger Morten Suurballe og tilføjer:

”Hos barnet er der intet filter eller bagtanker. Det er bare lige ud af posen. Det reflekteres i Johannes, som på grund af sin sindssygdom har den kanal åben.”

Henrik Birch supplerer:

”Altså Peter Skrædder elsker jo sine børn, og det samme gør Mikkel Borgen. Men når miraklet sker, så handler det for mig om kærligheden til sin næste og ikke kun til de nærmeste eller dem, der har den samme tro. Når Inger mirakuløst genopstår, så er det en sejr for både kærligheden og fællesskabet.”

Henrik Birch er meget optaget af klimaspørgsmålet og ser ”Ordet” som en allegori på sit ønske om, at mennesker i et globalt fællesskab ændrer adfærd af kærlighed til jorden. Og at Greta Thunberg i den sammenhæng er det uskyldige barn, der stiller sig op og siger det rigtige.

”Johannes er et indsigtsfuldt menneske med en meget stærk tro, men han har brug for barnets uskyld for at få miraklet til at ske. Det har vi også, hvis vi skal redde jorden,” siger Henrik Birch.

Morten Suurballe nikker.

”Jeg tror, Munk vil sige til os: Nøglen ind til den port, hvor alting bliver nyt igen, den har barnet.”

Samtalen er slut. De to skuespiller-venner, der er enige om både at tro og tvivle, men mest af alt om at håbe på miraklet, går i garderoben for at gøre sig klar til endnu en aften som Peter Skrædder og Mikkel Borgen.