Prøv avisen

Ølentusiast i spidsen for stor ateistkonference

I denne weekend står Ateistisk Selskabs nye formand, Stinus Lindgreen, i spidsen for at arrangere en stor international konference i København

Interessen for ølbrygning er for en stund skiftet ud med hårdt arbejde i disse dage, hvor Stinus Lindgreen, Ateistisk Selskabs nye formand, står for at få stablet en af Europas første og største ateistiske konferencer på benene. Fra fredag til søndag er Ateistisk Selskab således vært for konferencen "Gods & Politics" på Den Sorte Diamant i København, hvortil flere af verdens førende ateister rykker deres kamp mod religions sammenblanding med stater og politik.

Selvom Stinus Lindgreen kun har været formand i to måneder, efter at den tidligere formand, Jesper Vind, trådte tilbage, er arbejdet med at fremme ateisme er ikke nyt. Den 29-årige ph.d. i bioinformatik har nemlig været med til at starte mikrobryggeriet Djævlebryg op sammen med sin bror, og i samarbejde med Ateistisk Selskab stod han i spidsen for at få øllen Gudeløs ud på hylderne i danske supermarkeder – en øl, der har til formål at få folkekirkemedlemmer til at tænke over, om de fortsat vil være medlem af kirken, og som straks fik endnu en ølentusiast, sognepræsten Torsten Dam-Jensen, på banen med et kirkeligt ølmodspil, da han sammen med GurmetBryggeriet tog initiativ til at skabe øllen Himmelkys.

Den ene øl støtter Ateistisk Selskab, og den anden støtter humanitære formål. Mens folkekirken er klart overlegen med dens 4,5 millioner medlemmer mod Ateistisk Selskabs 1200 medlemmer, så er ateisterne måske overlegne, når det kommer til at brygge øl. I hvert fald vandt Gudeløs over Himmelkys i en norsk øltest, hvor tre af Norges førende ølkendere testede øllene.

Selvom Stinus Lindgreen arbejder for, at stat og kirke bliver adskilt, og at folkekirken og kristendommen ikke har særstatus, så erkender han, at kristendommen har haft en stor rolle og har sat sit tydelige præg på det danske samfund. Derfor mener han også, at der i skolerne skal undervises i kristendom – ligesom i andre religioner og livssynsopfattelser.

Stinus Lindgreen har i flere år siddet med i Ateistisk Selskabs bestyrelse, og når han ikke har travlt med at arbejde for, at Danmark i fremtiden får adskilt stat og kirke, så vender han blikket mod fortiden. For til daglig er han ansat som forsker i en postdoc-stilling ved Biologisk Institut på Københavns Universitet, hvor han ser på gammelt dna fra mennesker for her igennem at kunne sige noget om menneskets udvandring fra Afrika til andre dele af verden.

Han er gift – borgerligt – med Mirjam Lindgreen, som han har en dreng på to år med og bor sammen med i Kongens Lyngby. Familien og arbejdet med Ateistisk Selskab tager det meste af hans fritid, så der er ikke meget tid til sport og andre fritidsinteresser. Dog bliver der fundet tid til at cykle 10 kilometer til arbejde – og sikkert også til en gang imellem at knappe en fyraftensøl op, når han træder ned fra cyklen igen efter sit arbejde på universitetet.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Leder side 16