I slutningen af 1990’erne troede Jan Kjær Andersen, at han skulle miste sin far.
Det var sommer, og han stod på stranden ved Svendborg med sin mor, mens faderen – den dengang omkring 75-årige Christian Andersen – udnyttede badesæsonen i det sydfynske farvand. Men pludselig var han væk.
”Hvor er Christian?”, havde hans mor udbrudt, og da de fik øje på ham, lå han med hovedet nede i vandet.
Jan Kjær Andersen fik hurtigt hevet sin far i land, og mens de kørte mod sygehuset, tænkte han, om den sidste time mon var kommet.
Den overvejelse havde Christian Andersen dog ikke selv gjort sig. Da han frisk og vågen sad foran lægen kort tid efter, var hans største bekymring derimod, hvor hans gebis var henne. Og så måtte Jan Kjær Andersen tilbage til Svendborgsund og lede.
”Vi troede, han var gået hinsides, men det havde slet ikke slået ham, at han kunne være ved at dø. Det er godt eksempel på hans ukuelige jernvilje. Alle de gange, vi har frygtet for hans liv og helbred, har han altid været sikker på, at han ville komme over det. Selvom han efterhånden både går og hører dårligt, har han i den grad altid været en optimist, der har set muligheder frem for begrænsninger,” siger Jan Kjær Andersen.
Optimismen er også synlig i titlen ”De første 100 år”, som er valgt til den erindringsbog, der udgives i anledning af Christian Andersens 100-årsfødselsdag i dag. For selvom det er hårdt at opleve, at de nærmeste venner og familiemedlemmer forsvinder, så bliver den tidligere præst ved med at mene, at livet er værd at leve, og at han slet ikke er færdig med at leve det.
Christian Andersen fik ellers tidligt døden tæt ind på livet. Som otteårig blev han ramt af tuberkulose i knoglerne, hvilket skulle blive hans ”livs uberegnelige følgesvend,” som han skriver i erindringsbogen. I 1980’erne måtte lægerne fjerne 5 centimeter af hans ene ben på grund af betændelse, og først i 2006 var tuberkulosen helt væk.
Tilbage i barndommen resulterede tuberkulosen i lange sygehusophold, hvor den unge nordjyde læste alt, han kunne finde på sygestuen, og fulgte med i samtalerne blandt de voksne. Han husker blandt andet, hvordan bogen ”Fiskerne” om en gruppe indremissionske fiskere i Vestjylland var anledning til mange samtaler på Hobro Sygehus.
Efter næsten to år kunne Christian Andersen endelig komme hjem til gården i Haverslev i Himmerland. Som barn regnede han med at skulle arbejde inden for landbruget ligesom sine forældre, og i 1940’erne gik han på landbrugsskole og lærte at måle køers fedtprocent.
Samtidig blev han engageret i det danske modstandsarbejde under Anden Verdenskrig. Han var medlem af partiet Dansk Samling, som havde en aktiv modstandsgruppe, og delte selv illegale blade ud.
Efter krigen voksede idéen om at blive præst. Kristendommen havde altid fyldt noget i hjemmet og hos Christian Andersen, som blandt andet var aktiv i den kirkelige ungdomsbevægelse KFUM og KFUK. I 1948 begyndte han på teologistudiet på Københavns Universitet, og mens han læste, arbejdede han for Kirkens Korshær i byen.
Fra 1951 underviste han i en kort periode på Haslev Udvidede Højskole, hvor han mødte sin senere kone, Marie Kjær. De blev gift i 1953, og samme år blev Christian Andersen hjælpepræst i Nørresundby ved Aalborg. Tre år senere kom han til grænsesognet Tinglev i Sønderjylland, hvor særligt forsoningen mellem de tysk- og dansksindede sognebørn fyldte, og hvor præsten også brugte meget tid på det lokale arbejde for børne- og ungdomsorganisationen FDF.
I 1968 gik turen til Sanderum ved Odense, hvor Christian Andersen var præst frem til sin 70-årsfødselsdag i 1989. Her eksperimenterede han blandt andet med rockkoncerter og andre former for moderne gudstjenester – men inden for troens rammer, siger Jan Kjær Andersen.
”Kirkeligt kan man nok kalde ham mere konservativ. Derudover blev han set som en god prædikant, der brændte igennem og ikke var bange for at markere sig.”
Efter pensionen holdt Christian Andersen sig aktiv ved at skrive indlæg til forskellige aviser om tro, litteratur og politik.
I sin nye erindringsbog kalder Christian Andersen sig en ”immigrant i den nye tid”.
”I overført betydning er jeg en immigrant, for jeg hører mest hjemme i tiden før Anden Verdenskrig, hvor der var sindigt gumlende køer og legelystne, springende føl på marken,” skriver han og nævner, hvordan kul og briketter ikke var almindeligt, ligesom skatten blev betalt på kommunekontoret, og husmødrene var hjemmegående.
Han husker atombomben i 1945 og udviklingen efter krigen, hvor de tidligere hårdtarbejdende heste ”blev degraderet til at være fritidslegetøj for unge i modens rette ridetøj”. Han glæder sig over mindre social ulighed og nye muligheder i dag, men er ikke fortryllet af den nyere tid.
”Når jeg ser, hvor meget tilværelsen er forandret i de sidste 50 år, vil jeg ønske, at der ikke må blive opfundet lige så meget i de næste halvhundrede år. Geniernes hjerner må gerne tage et lille hvil!” lyder det i bogen.
Selvom det kun er ”de første 100 år”, der er gået, er Christian Andersen opmærksom på livets forgængelighed. I 2015 døde hans kone Marie, og i 2017 døde en af parrets fem sønner af kræft. Til gengæld kommer børn og børnebørn ofte på besøg i hjemmet i Dyrup ved Odense, og i 2017 trak Christian Andersen senest i præstekjolen for at døbe det yngste barnebarn.