110-årige Signe Højer var taknemmelig til det sidste

Danmarks ældste borger sov i fredags stille ind i sit hjem. Hendes opskrift på et godt og langt liv lød ganske enkelt: Lev almindeligt og vær glad for livet

110-årige Signe Højer var taknemmelig til det sidste
Foto: Claus Fisker.

I fredags sov den 110-årige Signe Højer stille ind i sit hjem omgivet af sin familie og de nærmeste venner.

Den 110-årige kvinde var ikke bare Danmarks ældste borger. Signe Højer var også på andre måder et ganske særligt menneske. Og selvom hun ikke havde stiftet sin egen familie, var Signe Højer et vigtigt samlingspunkt for mange. Hun boede i egen lejlighed, midt i Silkeborg, og her var der altid hjerterum og plads – også som et andet hjem for mange, der i perioder af deres liv havde det svært.

Da Signe Højer fyldte 110 år, var Kristeligt Dagblad på besøg for at portrættere hende. Men Signe Højer mente bestemt ikke, at fødselsdagen var en særlig anledning til at skrive om hende i avisen.

”At jeg er Danmarks ældste, er ikke en titel, jeg er specielt stolt af. Det er jo bare en alder, og det gør mig ikke til noget særligt. Så jeg håber virkelig ikke, at du skriver for meget,” sagde hun dengang, mens hun sendte et af sine mange smil, der var så kendetegnende for hende.

Signe Højer blev født i 1905 og voksede op på en gård ved Aggersund ved Limfjorden sammen med sine forældre og sin bror, men var kun otte år, da hun mistede sin mor. Som Signe Højer selv forklarede det, så var det, som om hendes barndom sluttede, da moderen døde, og hun beskrev det, som om hun aldrig havde været barn.

Signe Højer flyttede senere med sin far og bror til en gård i nærheden af Skamlingsbanken, og da hun var 20 år, tog hun et drastisk skridt, der viser noget om hendes særlige karakter og gåpåmod i tilværelsen. Uden uddannelse eller referencer gik hun direkte ind fra gaden og søgte job i Varehuset i Kolding. Og til sin store glæde og overraskelse blev hun ansat med det samme.

Her i Varehuset blev hun kaldt frøken Højer, og i 20 år arbejdede hun i småtingsafdelingen med at sælge sytråd, garn og metervarer. Det var først i 1949, da faderen døde, at Signe Højer kunne flytte for sig selv. Da var hun 44 år og klar til at prøve kræfter med sin egen butik.

”Jeg ved faktisk ikke, hvor modet kom fra. Men jeg havde ikke lyst til at blive ved med at arbejde i Varehuset. Jeg ville gerne prøve at have mit eget,” fortalte Signe Højer om det store skift i hendes liv, der bragte hende til Silkeborg.

Her åbnede hun butikken Baby Special, der solgte babytøj og lejede dåbskjoler ud. Signe Højer fortsatte som butiksejer frem til 1980, men selvom hun da var fyldt 75 år, syntes hun alligevel, det var for tidligt at forlade arbejdslivet. Hun fik derfor arbejde som bogholder og stoppede først som 80-årig, fordi der blev indført edb.

Igennem hele sit liv betød troen meget for Signe Højer. Og hun var en fast del af menigheden i Silkeborg Kirke, hvor hun også gerne sad det samme sted i kirken under højmessen om søndagen. I de senere år, hvor benene drillede lidt, blev hun dog hentet af kirkebilen. For kirkegangen skulle passes.

”Hun var et skønt menneske, som har betydet utrolig meget for mange mennesker. Og personligt er jeg er meget glad for at have lært hende at kende,” fortæller sognepræst ved Silkeborg Kirke Anette Kortegaard.

Siden jul har Signe Højer kun været med til et par højmesser i kirken, fordi hun fik det gradvist dårligere og måtte blive hjemme.

”Men så tog jeg hjem til hende og tog hende til alters i lejligheden,” fortæller Annette Kortegaard.

Signe Højer begraves onsdag klokken 12 fra Silkeborg Kirke, og hendes begravelse bliver dermed den sidste handling i kirken, inden den lukkes af for offentligheden i en periode på grund af indvendig renovering.

”Det er så fint, at vi får hende begravet fra netop den kirke, der betød så meget for hende – og som hun betød meget for også,” siger sognepræst Anette Kortegaard.