17 israelske gidsler frigivet og 39 palæstinensiske fanger løsladt

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Israelske Sharon Hertzman krammer et familiemedlem, efter hun er blevet frigivet af Hamas efter 50 dages fangeskab som gidsel.
Israelske Sharon Hertzman krammer et familiemedlem, efter hun er blevet frigivet af Hamas efter 50 dages fangeskab som gidsel. . Foto: Haim Zach/AP/Ritzau Scanpix.

Godmorgen 

En ny uge er i gang, og vi lægger ud med en opsummering af gårsdagens frigivelse af palæstinensiske fanger og israelske gidsler.

På den tredje ud af fire dages våbenhvile i Gaza er 17 israelske gidsler blevet frigivet af Hamas. Israel har løsladt 39 palæstinensiske fanger. 

En talsperson fra Hamas fortæller, at gruppen har oplyst forhandlere om, at de er åbne over for at forlænge våbenhvilen med “to til fire dage.” 

"Modstandsbevægelsen [Hamas] mener, at det [i løbet af denne tid] er muligt at sikre frigivelse af 20 til 40 israelske fanger,” fortæller kilden til AFP ifølge The Guardian.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tilkendegav gav også i går over for USA's præsident Joe Biden, at han er villig til at forlænge våbenhvilen, hvis 10 gidsler frigives hver dag. Han sagde dog også, at Israel planlægger at genoptage kampene med fuld styrke efter våbenhvilen.

Israel ventes at genoptage landoffensiv

Det er da også muligt, at parterne bliver enige om en forlængelse af våbenhvilen mod frigivelse af gidsler. 

Det afgørende er dog, at Israel stadig har to mål med krigen. At få samtlige gidsler løsladt – og at vælte Hamas. Det skriver Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, Allan Sørensen, i en analyse.

Så selv hvis Hamas løslod samtlige gidsler, som er Hamas' eneste pres over for Israel, vil Israel fortsat forsøge at uskadeliggøre Hamas. 

100.000 cpr-numre delt på nettet

Hvis man har været kunde hos ejendomsmæglerkæden EDC, bør man fremover være ekstra opmærksom på suspekte mails og telefonopkald. 

Kopier af 1.300 pas, kørekort, sygesikringsbeviser, 100.000 cpr-numre samt kontaktoplysninger som telefonnumre, e-mailadresser og folkeregisteradresser – herunder også de hemmelige adresser – ligger nu tilgængeligt på internettet, skriver DR.

Det sker, fordi EDC den 1. november oplevede et hackerangreb af den russiske ransomware-gruppe Black Basta, der har krævet en løsesum på seks millioner dollars, som EDC ikke vil betale, da det ifølge EDC er en gruppe, der medfinancierer krigsaktiviteter.

Cybersikkerhedsekspert John Michael Foley kalder det et af de mest alvorlige læk han nogensinde har set. Og it- og sikkerhedsekspert Peter Kruse mener, at lækket giver 10 ud af 10 på en "alvorlighedskala". Alligevel er der ikke meget at gøre, hvis man er en af de omfattede. Man kan kun gøre sig ekstra opmærksom på mistænkelige opkald og e-mails. 

Engelsk kirke gør op med chokoladejulekalendere

Snart tager vi hul på december, som ofte indbefatter julegodter og gaver. Den kombination udmønter sig blandt andet i de traditionsrige julekalendere, som er fyldt med slik og chokolade – og har udbredt sig til et voksent segment, hvor også makeup, øl og dyr lakrids kan findes bag de 24 låger.

Men det skal der laves om på, mener Church of England. Julekalenderens modtagere tænker nemlig meget lidt over, hvorfor vi egentlig fejrer julen, mener kirken. Derfor har de for første gang nogensinde lanceret den fysiske julekalender “Follow the Star” - eller på dansk “Følg ledestjernen.”

Her skal man dagligt sætte klistermærker af eksempelvis stjerner, guld, røgelse og myrra på et krybbespil. Den fysiske julekalender ledsages af en digital kalender med historier fra Juleevangeliet, som skal opfordre til samtaler om julebudskabet.

Det sker i dag

  • Til formiddag præsenterer alle Folketingets partier på nær Enhedslisten en ny finanslovsaftale.

  • I dag indledes en sag i Frankrig mod seks teenagere for deres rolle i drabet på den 47-årige skolelærer Samuel Paty, der i 2020 blev halshugget og dræbt, efter han havde vist Muhammedtegninger i sin undervisning.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.