Prøv avisen

Ved gårdejer, tidligere folketingsmedlem og tidligere formand for Landsforeningen Værn om Synet, Gustav Holmbergs død, 87 år, skriver Hans Jørgen Stephansen, formand for Landsforeningen Værn om Synet, følgende mindeord: Det var med sorg, Landsforeningen Værn om Synet erfarede, at Landsforeningens stifter og formand fra begyndelsen i 1982 og indtil sommeren 1998, Gustav Holmberg, er død. Fra 1986 til 1998 var Gustav Holmberg tillige redaktør af Landsforeningens blad »Værn om Synet«. Ved sin fratræden som formand blev Gustav Holmberg velfortjent - og som den første - udnævnt til æresmedlem af Landsforeningen. Ved sin død var han fortsat medlem af Landsforeningens øverste myndighed, repræsentantskabet. Det er ikke for meget sagt, at det han med egne ord kaldte øjensagen blev hans hjertesag. Som hans mange år som landmand i Vesthimmerland, folketingsmedlem og organisationsmand havde været, blev også øjensagen et livsærinde. Bemærkelsesværdigt er, at Gustav Holmbergs indsats for øjensagen begyndte på et tidspunkt, hvor de fleste for længst har ladet sig pensionere. Hans egen indgang til øjensagen var en oplevelse, han havde i 1980, da det på vej hjem fra ferie begyndte at flimre for hans venstre øje, og synet forsvandt. Men takket være Rigshospitalets dygtige øjenlæger lykkedes det at operere øjet med et godt resultat. Under dette sygdomsforløb var det, at han for alvor erfarede et misforhold mellem behovet for pengene til øjenforskningen og behandlingen af alvorlige øjensygdomme og de midler, der er til rådighed fra det offentlige. Landsforeningen havde ingen midler fra begyndelsen. Men takket være Gustav Holbergs energiske indsats samt mange berøringsflader i samfundet, lykkedes det at skaffe kaution for startkapitalen på 100.000 kroner. Lånet blev hurtigt indfriet. Og målsætningen om at danne formue, der kunne give et årligt afkast på to millioner kroner til forskning i øjensygdomme blev nået mange år før planlagt, hvilket ikke mindst var Gustav Holmbergs meget store fortjeneste. I hans formandsperiode voksede formuen til 25 millioner kroner, og der blev samtidig uddelt et tilsvarende beløb til forskningen. At der også i den periode skete store fremskridt, således at mulighederne for at bevare synet bliver bedre og bedre, var ham en stor tilfredsstillelse og glæde. Gustav Holmberg kunne klart se resultaterne af sin utrættelige, initiativrige, engagerede og uegennyttige indsats for Landsforeningen og dermed øjensagen. Det var derfor kun naturligt at udnævne ham til æresmedlem, en æresbevisning han satte stor pris på. Gustav Holmberg havde den indstilling, da han frivilligt trak sig tilbage efter 32 år i det politiske liv - »lettede anker«, som han sagde - at »man skulle sørge for, at ankeret ikke blev hængende som dødvægt i arbejdet«. Men han vedblev dog at følge med i den offentlige debat. Dette skete i køkkenet på gården i Hverrestruplund, hvor radioavisen blev aflyttet og hans elskede aviser læst, såvel de landsdækkende som de lokale. Vi er mange, der har nydt hans små »causerier«, hvor ham med jysk humor forstod at spidde aktuelle begivenheder på en både rammende og underholdende måde. Det er hævet over al tvivl, at vi vil savne Gustav Holmberg i hans egenskab af såvel Landsforeningens stifter, igangsætter og inspirator som menneske. Men samtidig vil vi vide til stadighed at ære ham i det arbejde, der skal fortsættes. Skovrider Alfred Laustsen, Gjerrild, er død. Han blev 79 år. Alfred Laustsen fik en karriere, der er meget få forstfolk forundt. Som ung forstkandidat fra Landbohøjskolen kom han i 1946 til Sostrup Skovdistrikt, det tidligere Benzon Gods, som engang havde blomstret under den navnkundige Skeel-slægt. Det lykkedes den meget talentfulde og varmt engagerede Alfred Laustsen at skabe et betydeligt vækstmiljø, som vakte opsigt blandt fagfolk. Hans store glæde blev at følge sine træer fra plantningen og et halvt århundred frem. Laustsen arbejdede usvækket i skoven indtil for få måneder siden, da han havde den sorg at miste sin hustru gennem 52 år, Gerda Laustsen. Mange danske forstfolk vil være ham taknemmelig for hans ildhu, menneskelighed og humor under deres læretid på Sostrup Skovdistrikt. På forstkandidatforeningens årsmøde i 1996 blev han da også - som en af de første - hædret med Heilmanns ærespris for denne indsats. Laustsens interesser spændte vidt. Botanik optog ham også på specielle områder som mosser, og han kastede sig over studiet af russisk. Hans historiske viden om godsets og slottets skæbne var også meget betydelig.