Prøv avisen

Fødselsdage i dag Pastor emeritus Asger Grandjean-Thomsen, Vangså, Thy, 80 år. Asger Grandjean-Thomsen blev cand.theol. fra Københavns Universtitet i 1946. Efter et halvt år som hjælpepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg, blev han i november samme år sognepræst på Tunø. I 1954 blev han sognepræst i Harridslev og Albæk sogne ved Randers. Pastoratet blev i 1968 udvidet til også at omfatte Støvring, og Asger Grandjean-Thomsen virkede der, til han gik på pension i 1984. Asger Grandjean-Thomsen er nok især kendt for sin ornitologiske viden og sin evne til at formidle den. Særligt urfuglen har hans interesse. I 1975 lavede han filmen »Urfuglen i Danmark«, og i mere end tyve år han han lavet radioudsendelser for Danmarks Radio om fugle og naturoplevelser. Det gør han stadig, ligesom han også afløser for præstekollegerne i Thy. Forhenværende forstander Aage Henriksen, Virum, 80 år. Aage Henriksen blev pensioneret i 1989 efter i 21 år at have været forstander for Statens Planteavls-Laboratorium. Allerede i 1949, samme år som han blev agronom, blev han ansat ved institutionen. I mange år arbejdede han i laboratoriets afdeling i Vejle, og i denne periode fik han tid til at virke i det lokalpolitiske liv i byen. Han blev medlem af byrådet og 2. viceborgmester i 1966 for partiet Venstre. Aage Henriksen har været medlem af Nordiske Jordbrugsforskeres Analysekomité, af Akademiet for de Tekniske Videnskaber samt af Danmarks Naturvidenskabelige Samfund. Professor Niels C. Lind, Victoria, Canada, 70 år. Niels C. Lind blev civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole i 1953 og tog kort efter til USA, hvor han først blev knyttet til University of Illinois og fra 1960 som professor ved University of Waterloo i Ontario, Canada. Han har desuden gæstet en lang række tekniske universiteter over hele verden og virkede også et års tid i slutningen af 1970'erne på Danmarks Tekniske Højskole og på Ingeniørakademiet. Han blev i den forbindelse hædret med A. Ostenfelds guldmedalje. Rektor, cand.psych. Esben Jerlang, Roskilde, 60 år. Esben Jerlang er rektor ved Roskilde Pædagogseminarium, Fröbel-Højskolen. Han er kendt som forfatter til en række bøger og artikler om psykologi og pædagogik. Esben Jerlang er fortaler for selvforvaltningspædagogikken, der sætter respekten for mennesket og dets selvbestemmelse i centrum. Han er medlem af Pædagogseminariernes Rektorforsamlings pædagogiske udvalg og har tidligere været pædagogisk og psykologisk konsulent i Undervisningsministeriet. Han har tillige i samarbejde med Rehabiliteringscentret for Torturofre arbejdet terapeutisk med flygtninge, der har været ofre for tortur. Fødselsdage i morgen Kirkeassistent Inger Kousgaard, Ringsted, 60 år. Inger Kousgaard arbejdede i årene 1962-92 som beskæftigelsesvejleder. Først på Kolonien Filadelfia, senere på Avnstrup Sanatorium og Ringsted Sygehus og Plejehjem. Siden 1992 har hun været kirkeassistent ved Klostermarkskirken i Ringsted. Derudover er hun engageret i Indre Mission, hvor hun er bestyrelsesmedlem. Redaktør Ove Weiss, København, 60 år. Ove Weiss blev umiddelbart efter journalistuddannelsen ansat som redaktionssekretær ved Folkebladet i Randers. Statsminister Jens Otto Krag (S) engagerede ham efter en kort periode på Aktuelt som pressesekretær, og i de følgende år arbejdede han på Christiansborg. Gennem 1970'erne var Ove Weiss politisk medarbejder og redaktør af den politiske debat på Information, og i 1977 stiftede han sammen med en række kulturfolk den medarbejderejede avis Demokraten Weekend, som han var medredaktør af. I en årrække var Ove Weiss presse- og informationschef i LO. Sideløbende har han redigeret tidsskrifter og bøger og er fortsat involveret i kunst- og kulturprojekter. For et par år siden vendte han tilbage til journalistikken og blev blandt andet kommentator ved DR P1 med særlig tilknytning til programmet Orientering. Som ugentlig levendør af »Dagens Spids« er han også med til at krydre P1-lytternes morgenstund med skarpe kommentarer i underfundig indpakning. Ove Weiss er tildelt Bordin-prisen og LO's kulturpris. Guldbryllup Ruth og Børge Steensig, Dybendalsvej 63, Vanløse, kan fejre guldbryllup i morgen. Bakken-plakat udpeget For tredje år i træk valgte Bakken at udskrive en konkurrence blandt unge danske kunstnerspirer om at udforme årets plakat og eneste krav var, at plakaten udtrykker Bakkens særkende. Vinderen blev 24-årige Majbritt Linnet, der er studerende ved Design Seminariet i Højer. Hun honoreres med 10.000 kroner. Dommerkomitéens begrundelse for valget er, at løssluppenheden lyser ud af plakaten, der i sin mangfoldighed kommer hele vejen rundt om Bakken i en sprudlende og dynamisk helhed. Bakken åbner torsdag 30. marts. Dronning Ingrid deler penge ud I forbindelse med afdøde kong Frederik den niendes fødselsdag i morgen deler dronning Ingrid som formand for Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål i alt 710.000 kroner ud delt mellem 83 forskellige formål. Blandt de mange tilgodesete ansøgere er Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, der får støtte til arbejdet i Sankt Lukas Hospice, Københavns Indre Missions storbycenter Bethesda, der får støtte til renovering af bygningen fra 1882, Vor Frue Kloster i Århus får støtte til renovering af Klosterkirken, herunder restaurering af kalkmalerier, og Den Danske Kirke i Bruxelles, der får støtte til kunstnerisk udsmykning af kirke og sognegård. Der ydes også støtte til en række bogudgivelser, og organisationer som Læger uden Grænser, Kirkens Korshær, SOS-Børnebyerne, Amnesty International og HIV-Børnefonden får støtte til deres arbejde.