Prøv avisen

Fødselsdage i dag Konsulent, cand.jur. Mogens Holm Pedersen, Rungsted Kyst, 70 år. Mogens Holm Pedersen rejste som ung cand.jur. til Færøerne, hvor han hurtigt blev politifuldmægtig og periodevis konstitueret politimester. Efter kort tid i Københavns Overpræsidium kom han i 1961 til Udenrigsministeriet, og efter et års studier i USA var han 1965-68 vicekonsul i Chicago. 1971-74 var han ambassaderåd, charge d'affaires og handelsattaché i Islamabad i Pakistan, 1976-80 konsul i New York, hvorefter han tilbage i Danmark blev sagkyndig i færøske anliggender. 1984-89 var han atter udsendt, denne gang til Afrika, hvor han var ambassaderåd og charge d'affaires i Abidjan i Elfenbenskysten. Hjemme igen blev han ministerråd, og siden 1993 har han været Udenrigsministeriets konsulent i færøske anliggender. . Multikunstner Leif Sylvester Petersen, København, 60 år. Leif Sylvester Petersen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1969 og mødte ved den lejlighed en anden billedkunstner, Erik Clausen, som han siden har haft et nært samarbejde med. I et af deres første fælles projekter, Clausen & Petersens Gadecirkus, var Leif Sylvester Petersen den tavse gøgler og musiker, mens Erik Clausen udråbte i en stadig ordstrøm. Siden fulgte turnéer og lp'er sammen med bl.a. Røde Mors Rockcirkus. I 1978 begyndte Leif Sylvester Petersen at turnere med sit eget band, Sylvester & Svalerne, der blandt andet talte sangerinden Eva Madsen, som blev Leif Sylvesters kone frem til 1991. Det er bl.a. Eva Madsens fortolkning af Leif Sylvesters sange »Mormors kolonihavehus« og »Friheden flyver«, der er kendt som radioens evergreens. I 1980'erne spillede Leif Sylvester Petersen med i film som »Cirkus Casablanca«, »Rocking Silver« og »Midt om natten«. Siden 1988 har han hovedsageligt koncentreret sig om billedkunsten, og siden 1996 har han haft sit eget galleri, »Python«, i København. Men det er også blevet til flere skuespilpræstationer, senest rollen som »Tom« i tv-serien »Taxa«. Fødselsdage i morgen Forhenværende skoleinspektør Gunnar Rasmussen, Agersted ved Dronninglund, 75 år. Gunnar Rasmussen tjente som ung på forskellige gårde, men tog i 1951 lærereksamen fra Århus Seminarium. Han virkede først i vikarjob i Hasle-Lisbjerg og Ll. Thorup i Himmerland og var senere lærer på Fur, hvor han var med til at starte spejderarbejde. 1954-59 var han lærer på Sommersted Ungdomsskole, hvorfra han kom til Agersted, hvor han har boet siden og været lærer og lærerrådsformand ved skolen. De sidste 11 år var han skoleinspektør, og han lod sig førtidspensionere som 63-årig. Gunnar Rasmussen har været formand for FDF og Indre Mission i Agersted. Han har desuden i en lang årrække arbejdet ihærdigt for Landsforeningen Kristelig Lytter- og Fjernseerforening, både som landssekretær og senere som generalsekretær. Gunnar Rasmussen har endvidere siddet i bestyrelse og repræsentantskab for støtteforeningen for TV2-NORD siden starten og var også fem år i TV2-NORD's bestyrelse. Fødselsdagen fejres med åbent hus i hjemmet. Chefredaktør Ejvin Bjørnkjær, København, 60 år. Ejvin Bjørnkjær har siden 1987 været chef for bureauet Den Liberale Presse i København. Han er tillige en markant lederskribent og kommentator med talent for det danske sprogs muligheder og finurligheder. Trods omfattende struktur- og ejerændringer, specielt i den danske provinspresse i den seneste halve snes år, er det lykkedes for Ejvin Bjørnkjær at stabilisere Den Liberale Presse som hovedstadsredaktion for en række dagblade i provinsen. Ejvin Bjørnkjær er formand for Venstres redaktørforening samt i denne egenskab medlem af partiet Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Han er tillige medlem af bestyrelserne for Dagspressens Fond og Foreningen af Venstreblade og formand for fonden Guldberg-Plan fra 1980. Ejvin Bjørnkjær virkede i 20 år ved Næstved Tidende, først som lokalredaktør, siden som medredaktør og derpå som chefredaktør. Han var i denne periode blandt andet medlem af Danske Dagblades Forenings bestyrelse og Pressenævnet. Det journalistiske karriere indledtes ved Ringkjøbing Amts Dagblad, Vejle Amts Dagblad, Ny Dag og Ritzaus Bureau. Nyt stort legat til balletdanser Solodanser ved Den Kongelige Ballet Thomas Lund modtog fredag 100.000 kroner fra et nyt, stort legat indstiftet af vinhandler Alf Fisch, Vinhuset Kongens Nytorv. Midlerne til legatet stammer fra vinen »Place du Thtre«, og hvert år tegner en dansk kunstner en etikette til vinen - første etikette står Per Kirkeby for. Der bliver fremstillet 20.000 flasker, og fem kroner af prisen for hver flaske går til det nye rejse- og studielegat, som på skift gives til en person fra Det Kongelige Teaters fire kunstarter. Den 26-årige Thomas Lund dansede Carelis, da »Kermessen i Brügge« lørdag gik over scenen. Forstander godkendt På Horne Ungdomsskoles repræsentantskabsmøde i torsdags blev bestyrelsens valg af Evald Lynggaard som forstander godkendt. Den 49-årige Evald Lynggaard har siden 1984 været lærer på Aalbæk Skole. Han er blandt andet medlem af Skagen Menighedsråd, formand for foreningen Norden i Skagen og med i ledelsen af Y's Men's i Skagen og i distrikt nord. På repræsentantskabsmødet var der endvidere valg til skolens bestyrelse. Her blev Nels Jacobsen, Bjergby, og Niels Oluf Andersen, Hirtshals, genvalgt. Nyvalgt blev Knud Andersen, Horne, og Hans Henrik Christiansen, Frederikshavn.