Prøv avisen

Tenorsaxofonisten og kapelmesteren Winstrup Olesen er død. Han blev 93 år. Winstrup Olesen, der siden 1959 havde været bosat i USA, døde i går under et ophold i Danmark. Han skulle i søndags på Revy- og Morskabsmuseet på Frederiksberg have fortalt om sit liv, der bl.a. har budt på en tid som musiker i Leo Mathisens legendariske orkester og en lang karriere i USA. Ved samme lejlighed skulle saxofonisten Jesper Thilo og Winstrup Olesens hustru gennem 37 år, sangerinden Helen Hill, have optrådt. Arrangementet blev aflyst, da Winstrup Olesen blev syg. Det dansk-amerikanske par var desuden inviteret til 4. juli-festlighederne i Rebild i næste uge. Olesen havde sit eget orkester i Hollywood og var musikchef i Universal Studios. Senere flyttede parret til Beverly Hills i Florida, hvor de fortsatte med at optræde sammen. Det var som jazzsaxofonist, at Winstrup Olesen indskrev sig i musikhistorien. Han var medlem af Erik Tuxens stjernespækkede orkester i årene 1932-36, hvorefter han spillede med egne orkestre, der i en periode havde den amerikanske sangerinde og trompetist, Valaida Snow, som solist. Winstrup Olesen fik også tid til en journalistuddannelse ved Den Konservative Provinspresse i 1928, inden han blev professionel musiker, først som violinist og siden som tenorsaxofonist. Han blev uddannet på konservatoriet og var i 26 år professor i musik. Skuespiller Nils Poppe, Sverige, er død. Han blev 92 år. Nils Poppe døde onsdag efter længere tids sygdom på et hospital i Helsingborg. Nils Poppe, der blev 92 år, fik en fantastisk skuespillerkarriere. Han fortsatte på de svenske scener helt frem til, han fyldte 86 år. Han underholdt flere generationer af svenskere på både film og teaterscener. Nils Poppe spillede alt lige fra klovn og artist til danser og akrobat, og det skete med en spændstighed og livskraft, der var enorm. I 1963 blev han gift med skuespilleren Gunilla Poppe, som han fik to børn med. I forvejen havde han to børn fra et tidligere ægteskab. Tidligere økonomidirektør Ove Egholm Knudsen, Odense, er død. Han blev 81 år. Ove Egholm Knudsen nåede at være ansat ved Odense Kommune i næsten 50 år, inden han forlod kommunens tjeneste som økonomidirektør. Han var født i Odense og kendte derfor byen godt fra barnsben. Efter en endt kontoruddannelse i et privat firma fik han som 19-årig ansættele ved Odense Kommune. Karrieren toppede, da han i 1976 blev udnævnt til økonomidirektør. Ved siden af det daglige arbejde sørgede Ove Egholm Knudsen altid for at videreuddanne sig for at være på højde med udviklingen. Han underviste andre offentligt ansatte ved Dansk Kommunalkursus og Danmarks Forvaltningshøjskole. Gennem flere år sad han i bestyrelsen for Albanifonden og Dansk Lynfrost A/S. Som uddannet kornét var han gennem 26 år med i ledelsen af Befalingsmandsforeningen i Odense, hvor han var æresmedlem. Professor og dr. phil. Erik Ladewig Petersen er død. Han blev 71 år. Erik Ladewig Petersen blev dr.phil. i 1964, og to år senere blev han udnævnt til professor ved Odense Universitet. Han arbejdede især med dansk international historie fra middelalderen til ca. 1750. I en periode var han dekan for det humanistiske fakultet. Derudover var han i en lang årrække redaktør af Historisk Tidsskrift. Erik Ladewig Petersen gik på pension i 1996.