Prøv avisen

Fødselsdage i dag Sognepræst Robert Enevoldsen, Thyborøn, 50 år. Fiskeskippersønnen Robert Enevoldsen fra Esbjerg blev murer i 1970, men tog seks år senere studentereksamen og blev i 1985 cand.theol. fra Aarhus Universitet. Året efter blev han sognepræst i Voer ved Dronninglund. Sognet blev i 1995 lagt sammen med Agersted, og i et års tid var Robert Enevoldsen sognepræst i pastoratet Voer-Agersted. Siden 1996 har han været sognepræst i Thyborøn, hvor han blandt andet også er formand for Thyborøn Sømandshjem. Billedkunstner Charlotte Hanmann, København, 50 år. Charlotte Hanmann har siden 1982 deltaget i en lang række udstillinger både herhjemme og i udlandet. Hun arbejder med både maleri, grafik og foto. Arkitekt MAA Bo Wermuth Frederiksen, Charlottenlund, 50 år. Bo Wermuth Frederiksen tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1976 og arbejdede derefter nogle år i Nordnorge. Tilbage i Danmark blev han ansat hos arkitekterne Dissing og Weitling og senere hos Henning Larsen og Helsted samt hos Madsen og Thompson. Siden 1987 har han haft egen tegnestue sammen med arkitekt Jan Knudsen. Tegnestuen Frederiksen og Knudsen har blandt andet opført en række fine daginstitutioner, ældreboliger og enfamiliehuse. For tiden arbejder tegnestuen med et kontorhus, der er under opførelse på Langelinie. Fødselsdag i morgen Søster Gerda Lauritsen, Hellerup, 70 år. Søster Gerda er uddannet sygeplejerske dels ved Kolonien Philadelfia, dels ved Sygeplejeskolen på Sankt Lukas Stiftelsen, hvorfra hun dimitterede i 1958. Siden har hun været knyttet til Sankt Lukas Stiftelsen, dog med en afstikker til Grønland, hvor hun 1959-60 arbejdede som distriktssygeplejerske på Vestkysten. Tilbage i Danmark fortsatte hun sit sygeplejerskearbejde, og i 1965 indtrådte hun i diakonissefællesskabet på Sankt Lukas Stiftelsen og blev indviet som diakonisse i 1971. Søster Gerda har arbejdet som afdelingssygeplejerske på forskellige afdelinger i huset, hvor hun altid var en vellidt leder og samarbejdspartner for alle medarbejdere på Sankt Lukas Stiftelsen. I 1992, da sygehuset måtte lukke, var søster Gerda straks parat til at varetage sin opgave i Diakonissehusets etablering af Danmarks første hospice. Her fik hun den meget vigtige opgave at besøge og tale med alle de mennesker, der ønskede indlæggelse på hospice. Der står meget stor respekt om søster Gerdas indsats, hun har med indlevelsesevne og diplomati været i stand til at formidle budskabet om hospice på alle sygehuse på Sjælland, og hun har mødt patienterne og deres pårørende med imødekommenhed og faglig kompetence, og alle patienter og pårørende har igennem tiderne nydt godt af søster Gerdas evne til at skabe kontakt. Ny i Sydslesvigsk Forening Sydslesvigsk Forening, den kulturelle forening for det danske mindretal i Nordtyskland, har valgt Jens A. Christiansen til ny generalsekretær. Han kommer fra en post som chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening og har tidligere arbejdet på den danske ambassade i Bonn. Den 44-årige Jens A. Christiansen er cand.phil. og født i Flensborg. Han skal afløse Gert Wiencke, som går på pension til nytår efter ti år som generalsekretær. Bryllupper I Risskov Kirke vies på lørdag Anne Kathrine Mandrup, datter af Anne Vibeke og Lars Mandrup, Risskov, til Peter Dalum Sahl, søn af Lis og Gunnar Sahl, Astrup ved Skjern. I Sønder Bjert Kirke ved Kolding vies på lørdag klokken 14 Susanne Nørskov, datter af Dorete og Bent Nørskov, Sønder Bjert, til Sune Bjerregaard, søn af Karen og A.C. Bjerregaard, Kolding. På lørdag klokken 14 vies i Fredens Kirke i Odense Hanne Nielsen, datter af Nete og Martin Nielsen, Søhus, Odense N, til Per Frost Jensen søn af Annelis og Erik Frost Jensen, Thisted. Guldbryllup På lørdag kan Trine og Stig Holdgaard, Hvedevænget 23, Holstebro, tidligere Harboøre, fejre guldbryllup. Folkekirken Søndag den 13. august klokken 14 afholder biskop Lise-Lotte Rebel ordination i Sct Mariæ Kirke af cand.theol Ove Kollerup Nielsen, der er ansat som kirkebogsførende sognepræst i Brøndbyøster Pastorat, cand.theol. Niels Vincens Grunnet, der er ansat som deltidsbeskæftiget, midlertidig hjælpepræst i Nærum og Gl. Holte pastorater, og af cand.theol. Jørgen Degn Bjerrum, der er ansat som sognepræst i Glostrup Pastorat. Hæderspris til sanger I forbindelse med Nordisk Vise & Folk Festival i Vordingborg i slutningen af næste uge får den dansk/svenske sanger Mikael Wiehe overrakt Oskar Hansen-prisen på 25.000 kroner. Han får prisen som en anerkendelse af sin store musikalske indsats og dybe sociale engagement. Mikael Wiehes sange handler blandt andet om uretfærdighed, længsel mod frihed, kærlighed og angsten for døden. Han har interesseret sig for og støttet de demokratiske solidaritetsbevægelser i Latinamerika og frihedsbevægelsen ANC i Sydafrika. Oskar Hansen-prisen, der er opkaldt efter arbejderdigteren Oskar Hansen, blev indstiftet af Nordisk Vise & Folk Festival sidste år. Legat til øjenforskning Øjenforeningen Værn om Synet har uddelt et legat på 30.000 kroner til medicinstuderende, scholarstipendiat Nikolai Sjø, Øjenpatologisk Institut ved Københavns Universitet. Beløbet skal benyttes til en undersøgelse af, hvilke virustyper, som forårsager henholdsvis god- og ondartede svulster i øjets slimhinde. Feltpræst til Bosnien I begyndelsen af august rejser 400 danske soldater til Bosnien til det fredsbeværende arbejde. Med som feltpræst det kommende halve år er den 37-årige Regina Ljung, der til daglig er sognepræst i Bolbro Kirke i Odense. Regina Ljung har været feltpræst af reserven siden 1996. Inden hun i 1992 blev sognepræst, arbejdede hun som forlagskonsulent i Stockholm og London.