Prøv avisen

Fødselsdage i dag Tidligere stationsleder, Einar Arboe-Rasmussen, Solrød Strand, 100 år. Han er født i Skibsted i Himmerland som søn af præst Niels-Peter Arboe-Rasmussen. Einar Arboe-Rasmussen har foreløbig levet under fire konger, en dronning, tredive statsministre - og fire generationer af Falck familien, hvis redningskorps Arboe-Rasmussen blev tilknyttet i 1931. Som ung var han beskæftiget i landbruget blandt andet som forvalter på flere større gårde, men udsigterne i erhvervet var ikke de bedste, og Arboe-Rasmussen søgte derfor ind til Falcks redningskorps. Han blev først ansat ved Tietgensgade i København, senere i Næs-tved og Rødovre. I 1935 blev han stationsleder i Roskilde, hvor han var frem til 1948. Derefter var han stationsleder i Ringsted i yderligere 20 år, inden han blev pensioneret i 1968. Som dragonløjtnant havde Arboe-Rasmussen en række militære færdigheder og en værdighed, der gjorde ham legendarisk i hans tid som stationsleder i Roskilde under krigen. Borgere i Roskilde husker stadig, hvordan den ranke Falck-chef i fuld uniform og med spidsbukser marcherede gennem byen og fik tyskerne til at springe af fortorvet i en fart. De allierede hyldede efter krigen Arboe-Rasmussen for hans modige indsats med redningen af nedstyrtede flybesætninger, våbennedkastninger og hjælpen til jagede frihedskæmpere og jøder på flugt mod Sverige. I de seneste 32 år har Einar Arboe-Rasmussen levet et aktivt pensionistliv i hjemmet ved Solrød Strand. Han mistede for et par år siden sin hustru gennem mere end 60 år. Folketingsmedlem, fabrikant Mogens Andreasen, Solrød Strand, 70 år. Mogens Andreasen er oprindeligt uddannet inden for autobranchen, og efter nogle år som produktionsinspektør hos General Motors grundlagde han en karosserifabrik, som blev afhændet i 1991. Han blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti i 1998, men blev ekskluderet af partiet sidste efterår, fordi han havde kritiseret topledelsen i partiet og har siden 1. november været løsgænger i Folketinget. Mogens Andreasen har også siden 1998 været medlem af Roskilde Amtsråd. Reception på dagen i samtaleværelset på Christiansborg, fra klokken 15-17. Sognepræst Inger Ahlmann Jensen, Vedbæk, 60 år. Inger Ahlmann Jensen er født i Hjerm. Hun blev student ved Struer statsgymnasium i 1961 og året efter viet til sognepræst Jacob Ahlmann Jensen. I 1981 blev Inger Ahlmann teologisk kandidat fra Københavns Universitet, og siden 1982 har hun været præst ved Vedbæk Kirke. Inger Ahlmann fratræder som præst i forbindelse med sin 60 års fødselsdag for at kunne nyde sit otium sammen med sin mand, der gik af som præst i Frederiksværk i 1996 efter 28 år. Jacob Ahlmann Jensen fyldte 70 år den 7. april. Fødselsdag i morgen Advokat Niels Gangsted-Rasmussen, Kgs. Lyngby, 60 år. Niels Gangsted-Rasmussen blev jurist i 1965 og var et par år tilknyttet Landsskatteretten, inden han som tredje generation gik ind i advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen. Niels Gangsted-Rasmussen er en meget travl advokat, lic.jur. og specialist i erhvervslejeret - et emne han gennem årene har skrevet adskillige bøger om. Også sportsretten står hans hjerte nær. Han har gennem årene optrådt som professionel støttepædagog for mangen en fodboldspiller, der er løbet sur i kontraktforhandlingerne. Selv dyrker han fodbold hos HIK's Supermasters, for spillere over 55 år. I mange år har han - ofte via Gangstedfonden - arbejdet for udvikling og synliggørelse af kulturen. Han var blandt andet medstifter af Carl Nielsen Selskabet i Danmark og har udgivet en bog om Carl Nielsen og Skagen - en lokalitet, der har spillet en stor rolle for ham, som i mange år har haft sin sommeradresse her. I 1977 satte Niels Gangsted-Rasmussen sig i spidsen for opgaven at skaffe penge til køb af den tidligere kongelige sommerbolig »Klitgården« i Skagen og indrette den til refugium for arbejdende kunstnere og videnskabsfolk. Projektet lykkedes, og Niels Gangsted-Rasmussen er i dag næstformand for Klitgården Fonden, der driver refugiet. Der holdes reception på dagen på Gammeltorv 6 i København fra klokken 15-17. Folkekirken Kirkeministeriet har ansat sognepræst i Islev Pastorat i Helsingør Stift Betina Bolvig som sognepræst i Opstandelseskirkens Pastorat i samme stift fra den 15. april. Til stillingen er knyttet forpligtelse til at betjene Københavns Amtssygehuse i Glostrup og psykiatrisk hospital Nordvang. Kirkeministeriet har ansat Ketty Lone Olsen som sognepræst i Øsløs-Vesløs-Arup Pastorat i Aalborg Stift fra den 15. april 2001. Til stillingen er knyttet forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.