Prøv avisen

Fødselsdage i dag

Forhenværende tennisspiller Vera Johansen, Vanløse, 80 år. Det var i 1934, Vera Johansen blev meldt ind i KB, og det blev starten for en af de mest betydningsfulde spillere i dansk tennis. I 1943 vandt Vera Johansen sit første danmarksmesterskab i damedouble, og frem til 1970 blev det til 54 danske mesterskaber. En lang og flot sportslig karriere er understreget af de mange æresbevisninger, Vera Johansen har modtaget i årernes løb. Heriblandt kan nævnes KB's fortjenstnål i guld i 1966 og Nils Middelboes brilliantemblem i 1967.

Sognepræst Karen Dorthea Greve, Sparkær, 60 år. Karen Greve blev student i 1960 fra Ålborghus Statsgymnasium. Hun blev i 1977 teologisk kandidat ved Aarhus Universitet, og samme år påbegyndte hun sit job som sognepræst i Nørre Boris og Gammelstrup Sogne.

Karen Hindø, Ringkøbing, 50 år. Karen Hindø er ansat ved socialforvaltningen i Ringkøbing Kommune samt medlem af byrådet i Ringkøbing.

Fødselsdage i morgen

Fhv. gårdejer og kommunalbestyrelsesmedlem Andreas Brøgger Holm, Lønborg, 90 år. I 20 år var Andreas Brøgger Holm aktiv i kommunalpolitik. Først som sognerådsmedlem i Lønborg og siden, da storkommunen Egvad blev en realitet, som kommunalbestyrelsesmedlem valgt af Venstre. Han var i 12 år formand for skoleudvalget og fra 1974-1982 viceborgmester. Ved siden af sine mange kommunale gøremål har Brøgger Holm været aktiv i Indre Mission, bl.a. som formand for menighedsrådet i Lønborg. I midten af 1990'erne solgte parret Laustengård for at flytte i et hus i Lønborg, hvor han nu bor alene, efter at han i august havde den sorg at miste sin kone, Agnes.

Skuespiller Charlotte Fich, København, 40 år. Charlotte Fich, som for mange tv-seere genkendes som den hårdtarbejdende drabschef Ingrid Dahl fra »Rejseholdet«, er født i Dragør og havde som ganske ung ikke de store planer om at gøre karriere som skuespiller. Hun havde nærmere forestillet sig, at det skulle være musikken, der skulle blive hendes levebrød. Charlotte Fich spiller både klaver, guitar, saxofon og trommer, og før hun kom på de skrå brædder forsøgte hun sig også i forskellige bands. Men i 1985 blev hun optaget på Aarhus Teater og her blev hun som nyuddannet skuepiller fra 1989 til 1993. I 1993 vendte hun tilbage til København og var i en længere periode tilknyttet forskellige teatre: Fiolteatret, Rialto Teatret, Folketeatret og Betty Nansen Teatret. I mange af de forestillinger, hun var med i, kunne hun bruge sin musikalitet og sangen. Et nyt og stort talent viste hun på TV-skærmen. En rolle i en tv-julekalender og i 1998 en post som journalist i Deadline på DR banede vej for Charlotte Fichs store folkelige gennembrud som Ingrid i Rejseholdet.

Sognepræst Leif Kjøller-Rasmussen, Herlev, 50 år. Leif Kjøller-Rasmussen blev cand.theol. i juni 1983 fra Københavns Universitet. Han begyndte i studietiden at undervise i hebraisk og Det Gamle Testamente på Dansk Bibel-Institut i København. Fra 1984-85 var han timelærer på DBI og forlagsleder i Credo Forlag. Fra 1986 til 1992 var Leif Kjøller-Rasmussen GT-lærer på DBI. I 1992 blev Leif Kjøller-Rasmussen ordineret i Roskilde Domkirke, hvorefter han blev sognepræst i Bregninge, Bjergsted og Alleshave på Vestsjælland. I 1998 flyttede han til Herlev Kirke. Leif Kjøller-Rasmussen har i løbet af 1990'erne skrevet Credo-kommentaren til Jobs Bog, kommentarer til Ordsprogenes Bog og Prædikerens Bog samt til Zakarias' Bog og Malakias' Bog i Lohses Bibelværk. Sammen med sin kone, Bente Kjøller-Rasmussen, har han ligeledes udgivet Bibelord, et opslagsværk til den nye danske bibeloversættelse fra 1992. Der er åbent hus i præsteboligen, Herlev Bygade 31, onsdag 26. september fra 9-12.

Ingeniør Jens Emil Torekov, Bagsværd, fyldte mandag 24. september 90 år.

Jubilæum

Organist Dagny Aagaard, Ryslinge, har den 1. oktober været fastansat som organist i Ryslinge Valgmenighed i 50 år. I årene forinden sin ansættelse har hun desuden vikarieret for sin søster Esther Aagaard, der var ansat som organist fra 1946 til 1951. Dagny Aagaard har aldrig brudt sig om, at lyset skulle falde på hende selv, men har altid ønsket at sætte det faglige og det saglige i fokus. Ikke desto mindre er det vanskeligt, at overvurdere hendes betydning for Ryslinge Valgmenighed. I menighedens 135 år er der da heller ingen enkeltperson, der har haft sit virke i så mange år som Dagny Aagaard. Dagny Aagaard har ligeledes i godt 30 år været organist i Ryslinge Frimenighed, men fratræder nu i begge menigheder med dette års udgang.

Folkekirken

Kirkeministeriet har ansat Marie Charlotte Flensborg som kirkebogsførende sognepræst i Stege-Nyord-Damsholt Pastorat i Roskilde Stift fra den 1. oktober.

Italiensk bogpris

Fritz Wolder, Hasselager, har modtaget 12.000 kroner fra det italienske Institut for Filosofiske Studier i Napoli for sine oversættelser og udgivelser af italienske klassikere. Senest Machiavellis »Fyrsten« på forlaget Helikon. Næste udgivelse vil blive af Machiavellis andet hovedværk, »Drøftelser af Titus Livius«, der ikke tidligere har været oversat til dansk.

Ny kommunikationschef i Øresundsbro Konsortiet

Den 1. oktober tiltræder den svenske journalist Anna Holm som ny kommunikationschef i Øresundsbro Konsortiet. Anna Holm er uddannet på Journalisthøjskolen i Göteborg og IHM Buisness School i Malmø. Senest var hun i Region Skåne, hvor hun har arbejdet med Øresundsspørgsmål. Anna Holm overtager jobbet fra Ajs Dam, som har fået job som senior konsulent hos kommunikationsbureauet Bysted HQ i Hellerup.

navnekristeligt-dagblad