Prøv avisen

Forhenværende spejderchef Hanna Lund, Korinth på Fyn, er død, 98 år. Hanna Lund blev chef for de blå spejdere i 1939, og hun var med til at udvikle pigespejderkorpset i over 20 år. Hun havde arbejdet sammen med de første ledere og bevarede kontakten til Det Danske Pigespejderkorps hele livet. Da Hanna Lund blev 90 år, blev hun medlem af Olave Baden-Powell Society til støtte for spejderarbejdet i u-lande. Hanna Lund var aktiv i internationalt pigespejderarbejde, bl.a. som deltager i WAGGGS, pigernes verdensforbund. I 1997 fik Hanne udgivet en bog om sin lange spejderperiode med titlen »- når tankerne sendes tilbage, en spejderchef fortæller«.

Forhenværende sognepræst Henning Frithiof Zwicky, Såby ved Østbirk, er død, 73 år. Henning Frithiof Zwicky blev student fra Metropolitanskolen i København, og efter militærtjeneste i Norge begyndte han på teologistudiet ved Københavns Universitet. Han færdiggjorde studierne i 1955 og fik derefter arbejde hos KFUM's Centralforening i København. Fra 1961 til 1972 var Henning Frithiof Zwicky seminarieadjunkt i Vordingborg. Herefter blev han konstitueret rektor og siden lektor ved Grønlands Seminarium. Ud over arbejdet på seminariet var Henning Frithiof Zwicky desuden teologisk og religionpædagogisk konsulent for landsprovsten i Grønland. I 1978 vendte han tilbage til Danmark, hvor han fik embede som sognepræst i Tinglev Kirke og blev ordineret samme sted. I 1993 gik Henning Frithiof Zwicky på pension, men havde i en årrække derefter kursus- og foredragsvirksomhed.

Gårdejer og borgmester i Bjergsted Kommune, Niels Jørgensen (V), Eskebjerg ved Jyderup, er død, 58 år. Niels Jørgensen var ottende generation på Svaneholmsgård i landsbyen Torpe ved Eskebjerg mellem Havnsø og Svebølle. Niels Jørgensen overtog gården i 1973 efter sin far, der var medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre. Niels Jørgensen blev selv valgt ind for samme parti i 1982, formand for teknisk udvalg i 1990 og borgmester i 1994. I november i fjor blev han alvorligt syg, men så sent som den 13. marts ledede han et møde i kommunalbestyrelsen.