Prøv avisen

Ved fhv. missionær og plejehjemsforstander Else Lose Andersens død skriver journalist Christian Rimestad følgende mindeord:

Else Lose Andersen, "Nybodergården" i København, er død, 86 år. Hun blev født på Samsø, men voksede op på Frederiksberg. Allerede som ung besluttede hun, at hun ville være missionær, og efter endt uddannelse som sygeplejerske læste hun på missionsskole i først Danmark og derefter i England. I 1947 blev hun udsendt af Det Danske Missionsselskab (DMS) til Orissa i Indien, hvor hun arbejdede i 12 år. Stor var hendes skuffelse, da hun i 1959 af helbredsmæssige årsager måtte vende tilbage til Danmark. Her blev det dog til en længere karriere, først i to år som forstander på Gammel Kloster Plejehjem på Østerbro i København, dernæst tre år som rejsesekretær hos DMS. Else Lose Andersens hovedopgave de efterfølgende 18 år blev som forstander på det nu nedlagte Dr. Caroline Amalies Plejehjem i København, hvor hun var en afholdt leder, indtil hendes pensionering i 1983. Tiden derefter blev langtfra stillesiddende. I vinterhalvåret var hun en ivrig bruger af det københavnske kulturliv, ligesom hun ofte samlede venner og familie i sin lejlighed i Dronningens Tværgade. Sommerhalvåret tilbragte hun i sit elskede sommerhus i Rørvig. For seks år siden blev hun ramt af en blodprop i hjernen og måtte derfor flytte til "Nybodergården", hvor hun døde.