En mester uden for kategori

Professor og pianist Per Aage Brandt har så mange talenter, at han er svær at sætte i en bestemt kategori. Sådan lød begrundelsen for den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond til Brandt, som fylder 70 år i morgen

Per Aage Brandt er professor, digter og jazzmusiker.
Per Aage Brandt er professor, digter og jazzmusiker. Foto: Morten Langkilde/Polfoto.

portræt

Per Aage Brandt kan blandt meget andet se tilbage på et langt, lyrisk forfatterskab. Han har oversat alt fra poesi til litteraturteori. Haft sin egen jazz-trio med skiftende besætninger. Og han har været en af de fremmeste forskere og mest elskede undervisere i det danske universitets- og forfattermiljø. I morgen fylder han 70 år.

Skønt begge forældre arbejdede på en betonfabrik i Buddinge, var den unge Per Aage Brandt nysgerrig efter at finde ud af, hvad sprog var for noget. Han blev født i Buenos Aires i Argentina og uddannet mag.art. i romansk filologi i 1971 ved Københavns Universitet og senere dr.phil. ved Sorbonne Universitetet i Frankrig.

To år før sin kandidatgrad debuterede han som digter med Poesi. Og siden har han udgivet flere end 25 digtsamlinger, en lang række essays, oversat Molière og gendigtet prins Henriks digtsamling Cantabile.

Og der har lydt mange rosende ord fra anmelderne. Senest her i avisen, hvor professor i nordisk litteratur ved Aalborg Universitet Peter Stein Larsen betegner Per Aage Brandt som en af de mest originale og markante poetiske mestre herhjemme.

LÆS OGSÅ: Når interesse og arbejde forenes

Han er en meget banebrydende lyriker. Han har en vifte af stilarter, genrer, tonefald og motiver. Den fantastiske variation gør det til en stor oplevelse at læse ham, siger Peter Stein Larsen.

Per Aage Brandt har da også høstet flere medaljer, præmier, legater og priser for sine evner som både digter og forsker. Og som underviser blandt andet ved Roskilde og Aarhus Universitet er han blevet noget nær en kultfigur blandt studerende.

I slutningen af 1970erne mødte han sine studerende på skumle lofter og i dybe kældre, hvor han forelæste. I samme periode begyndte hans samarbejde med Carsten Juhl, der er i dag er lektor ved Kunstakademiet i København, om en antologi ved det lille forlag Afveje i Aarhus. Siden da har de to været nære venner.

Per holder stadig foredrag for fulde huse. Når man møder ham, giver han indtryk af koncentrerethed. Han er meget velformuleret og eftertænksom. Han holder pauser, mens tilhørerne spændt venter på, hvad der kommer. Hvis han mener, at noget er tåbeligt, skjuler han det ikke, men han er meget pædagogisk over for sine studerende, siger Carsten Juhl.

I de yngre år måtte Per Aage Brandts tanker dog ofte gennem en længere karenstid, før de blev fast pensum på institutterne. Men i 1987 slog han i særdeleshed sit navn fast, da han sammen med forfatteren Poul Borum grundlagde Forfatterskolen i København, hvor han også har undervist i en årrække.

Semiotikken (læren om tegnene) har været hans hjertebarn til alle tider. I 1992 blev han leder af Center for Semiotik ved Aarhus Universitet og grundlægger og redaktør af tidsskriftet Almen Semiotik. Og siden 2005 har han været professor i sprog og kognition ved Case Western Reserve University i Ohio.

Digterpennen har han imidlertid heller aldrig sluppet. Ligesom han insisterer på, at han skal øve sig på klaver hver dag, skal han også holde sine digterevner ved lige. Der går derfor ikke en nat, hvor han ikke forfatter en poetisk linje. Om politiske, sociale, religiøse og eksistentielle emner.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: En overset poetisk mester

Hans poesi er blevet kaldt professoral og professoren for poetisk. Men netop den kobling giver hans lyrik nogle unikke kvaliteter, mener Peter Stein Larsen.

Man kan mærke i hans digtning, at han har utrolig mange interesser, at han er politisk dybt engageret og skriver skarpe, satiriske digte. Han er en meget dynamisk og engageret mand, siger han.

Privat bor Per Aage Brandt i det nordlige Bourgogne i Frankrig med sin franske hustru. Han har datteren Line Brandt, der er gået i faderens semiotiske fodspor. Den runde dag fejres med de nærmeste, når Per Aage Brandt aflægger fransk visit i København.