Skuespilleren, der mestrer alle roller

Som ung var det som jonglør og gøgler, Lars Mikkelsen optrådte på de europæiske gader. I dag er det internationale tv-serier, han medvirker i. I morgen fylder Mikkelsen 50 år

Skuespiller Lars Mikkelsen fylder 50 år tirsdag den 6 maj Optagelserne til ny serie The Team. Bag kulisserne til ny stor international tv-serie med skuespillerem Lars Mikkelsen i hovedrollen. Dagens scene optages på et luderhotel i Helgolandsgade, hvor en luder findes myrdet, skudt i øjet og hendes ene finger er skåret af. Lars Mikkelsen
Skuespiller Lars Mikkelsen fylder 50 år tirsdag den 6 maj Optagelserne til ny serie The Team. Bag kulisserne til ny stor international tv-serie med skuespillerem Lars Mikkelsen i hovedrollen. Dagens scene optages på et luderhotel i Helgolandsgade, hvor en luder findes myrdet, skudt i øjet og hendes ene finger er skåret af. Lars Mikkelsen. Foto: Søren Bidstrup/.

Det var ikke ham, der gjorde det, men det var dén, der gjorde det. Udslaget.

At Lars Mikkelsen var en stjerne i dansk teater og havde været det længe, var der slet ingen tvivl om. Men det var først med tv-serien Forbrydelsen I i 2007, at hele Danmark for alvor opdagede hans enorme skuespillerbegavelse. Med rollen som den pressede borgmester fik Lars Mikkelsen sendt seerne gennem en centrifuge af tvivl, følelser og håb. Den nydelige Troels Hartmann fik kvinder i alle aldre til at snappe efter vejret en ekstra gang, når han flirtede med Sarah Lund på den der lidt underspillede måde, hvor vi aldrig vidste, om han mente det, eller om hun var en del af hans farlige spil.

Lars Mikkelsen behersker til fulde det med hemmeligheden skuespillerens vigtigste redskab. Hvem er han egentlig, denne karakter? Med hr. Mikkelsen er man ikke sikker før til allersidst. Men vi tror fuldt ud på ham, uanset hvilken af rollerne han agerer i.

LÆS OGSÅ: Alsidig redaktør fylder 60 år

Han kan nemlig utrolig meget. Og den type skuespillere er der ikke så mange af i dansk film og teater. Han kan spille gammeldags roller i klassikere i sine yngre dage var han en af de få, der kunne gøre prinserollerne troværdige og romantiske. Han kan være den flirtende farlige charmør, som enhver kvinde ved, det er klogest at holde sig fra, men ... Han er en gudsbenådet komiker, som det er blevet så fuldendt udfoldet i flere roller på Grønnegårds Teatret, ikke mindst som Misantropen selv på Det Kongelige Teater. Han kan vende charmen på en brøkdel af et splitsekund og gøre én paralyseret af skræk, som han senest demonstrerede som den intelligente überskurk Charles Augustus Magnussen i den engelske kultserie Sherlock.

Netop Sherlock viser, hvad Forbrydelsen betød for Lars Mikkelsens karriere. DR-krimien åbenbarede for alle, hvad man ellers havde gået og puttet så dejligt med i teatret: at Lars Mikkelsen er en skuespiller af internationalt format. Måske ikke lige det, han selv havde forudset, da han i sin tid begyndte på Gøglerskolen og blev fanget ind. Også af sin kone, kollegaen Annette Støvelbæk.

Der er langt fra den skæve Gøglerskole i København til at få tilbudt en rolle sammen med to af tidens største stjerner, Benedict Cumberbatch og Martin Freemann. Men når talentet er så indlysende som med Lars Mikkelsen, er der alligevel ikke så langt endda.

Det betyder lige nu, at vi må savne ham på de danske teaterscener heller ikke i næste sæson er han på rollelisterne. Selvfølgelig kan man ikke bebrejde manden, at han forfølger de internationale tilbud, han får lige nu, ligesom hans lillebror Mads Mikkelsen gjorde det tidligt i sin karriere. Men alligevel kan man jo godt med den gamle revyvise få lyst til at synge Kom hjem, kom hjem, oh kom dog hjem.

For dansk teater og film har altid elsket den behagelige, humoristiske og engagerede Lars Mikkelsen. I 2011 fik han Hædersprisen fra Bikubenfonden. Den gives til en kunstner med et uomtvisteligt scenetalent, men også for den kunstneriske indflydelse og inspiration, som prismodtageren har givet dansk teater gennem sin karriere.