Intet melodigrandprix uden de Mylius

Det var Jørgen de Mylius, der genindførte melodigrandprixet i DR i 1978 i stor intern modvind. Siden har han været vært for 11 danske konkurrencer og kommentator på 24 internationale. I år har han været jurymedlem

Jørgen de Mylius har holdt fast i sin begejstring for popmusik på trods af en del modstand undervejs.
Jørgen de Mylius har holdt fast i sin begejstring for popmusik på trods af en del modstand undervejs. . Foto: Uffe Weng/Scanpix.

Jørgen de Mylius har mere end 50 års erfaring med at lave radio og tv. Som ung journalist var han med til at starte P3 som en kanal, der chokerede datidens dannelsestænkning i DR ved at spille popmusik, men lytterne elskede det. Og selv nu, hvor han på papiret nærmer sig pensionsalderen med sine 68 år, skal man lede længe efter unge værter, der har samme smittende formidlingsglæde som ham.

Det ved enhver lokal nyhedsoplæser, der har prøvet at levere lokale P4-nyheder i et hul på to minutter i hans landsdækkende Eldorado-program. For her er præcis to minutter præcis to minutter. Mens andre værter begynder deres programmer med at sætte et stykke musik på, så de lige kan drikke deres kaffe i fred, inden de byder lytterne velkommen, er Jørgen de Mylius nemlig på med højt humør og tydelig begejstring i stemmen fra første sekund. Så der har nyhederne bare at være færdige.

Også som tv-vært har han haft kæmpesucceser med tv-programmer som Eldorado, Stardust og TVHitlisten og ikke mindst melodigrandprix.

I dag husker mange måske ikke, at DR havde meldt Danmark ud af det internationale melodigrandprix i en periode på 12 år fra 1966 til 1978 fordi den daværende underholdningschef syntes, at arrangementet var for pjattet og dyrt. Men i 1978 fik Jørgen de Mylius lov til at genindføre grandprixet på dansk tv. Det gav straks høje seertal, men også kritik fra dele af kultureliten, der kaldte programmet for fordummende og fjollet.

Men Jørgen de Mylius fortsatte ufortrødent, og det gjorde ham til en af 1980ernes mest populære tv-værter. Alligevel mødte han stadig modstand i DR, og her i Kristeligt Dagblad har han tidligere fortalt, hvordan en programchef i 1989 pludselig kom ind på hans kontor og sagde: ”Jørgen, vi kan godt lide dine høje seertal, men vi kan ikke lide dine programmer.”

Kort tid efter nedlagde DR hans populære program Hitlisten og erstattede ham med nogle unge piger til at lave lignende programmer. Ingen af dem holdt ret længe. Men selvom Jørgen de Mylius ikke var blevet fyret, kun fjernet fra skærmen, valgte han at tage et års orlov for at sunde sig.

Det rygtedes hurtigt i mediebranchen, hvor tilbuddene begyndte at vælte ind, hvad der også blev bemærket på direktionsgangen i DR. Og de fik deres populære vært til at blive i DR, men ikke i Danmark. For nu fik Jørgen de Mylius lov til at efteruddanne sig på det ansete amerikanske universitet UCLA i Los Angeles. Han tog sin familie med sig, mens han selv begyndte at interviewe filmstjerner som Kevin Costner, Arnold Schwarzenegger og Robert Redford. Opholdet blev en øjenåbner for Jørgen de Mylius, der vendte hjem til Danmark med fornyet fortællerglæde, men også med en fornyet erfaring af, at tidens luner kan skifte i mediebranchen.

Nogle chefer betragtede ham stadig som et levn fra fortidens DR, men så fik han pludselig muligheden for at blive vært på Superchancen, der havde stor succes i 1993. For Jørgen de Mylius er en glad overlever selv i modvind.

Og en af begrundelserne, da han sidste år blev ridder af Dannebrog, var også, at han havde modstået alverdens kuglestød og trends gennem årene og holdt fast i sine egne idealer. Det er mange danske melodigrandprix-fans sikkert glade for. Gennem tiden har han nemlig været vært for det danske melodigrandprix 11 gange og kommentator på det internationale melodigrandprix 24 gange. I år er han jurymedlem.

I foråret udgav Jørgen de Mylius bogen ”Alle tiders Melodi Grand Prix Eurovision Song Contest 1956-2013”. Tidligere har han også udgivet bøger om blandt andet Cliff Richard, Elvis Presley og Jodle Birge.

Han er gift med Inger de Mylius og far til fem børn.