En inspirerende økumeniker

Holger Lam, præst i Baptistkirken og tidligere generalsekretær for Det Økumeniske Fællesråd, er død, 51 år

Holger Lams personlige basis var Baptistkirken i Lyngby.
Holger Lams personlige basis var Baptistkirken i Lyngby. . Foto: Camilla Hey.

Økumeni er græsk og betyder ”den beboede verden”. Den verden er blevet en kirkelig verdensborger mindre ved Holger Lams død. Baptistpræst og den tidligere generalsekretær for Det Økumeniske Fællesråd døde den 21. maj 2014 efter længere tids sygdom og blev 51 år.

Holger Lam var en del af den unge generation af økumenikere, som var udsprunget af de mellemkirkelige Danske Kirkedage. Hans ønske var at gøre økumeni til en praktisk og vedkommende del af kristne menneskers liv med hinanden, uanset hvilken konfession de kom fra, og ikke bare til en akademisk diskussion.

Derfor oplevede alle en hjertelighed og varme i Holger Lams selskab, og det blev for mange et vidnesbyrd om, at kirkesamfundenes indbyrdes samarbejde godt kunne blive til virkelighed.

Holger Lams personlige basis var Baptistkirken i Lyngby, hvor han også var præst, og han var her med til at styrke det økumeniske samarbejde lokalt med de øvrige kirker i byen. Nationalt var han aktiv som generalsekretær i Det Økumeniske Fællesråd i ni år frem til 2004 og siden som Baptistkirkens repræsentant i Danske Kirkers Råd.

Han blev cand.theol. fra Aarhus Universitet og universitetet i Heidelberg i 2007 og var siden redaktør og medredaktør af en række udgivelser om økumeni og u-landspolitik.

Holger Lam har været repræsentant i blandt andet Kirkernes Verdensråd, Kirkernes Europæiske Konference og Nordisk Økumenisk Råd.Holger Lam har været engageret i Danske Kirkedage og Tyske Kirkedage i en række ledende udvalg. Senest var han bestyrelsesmedlem i fredsorganisationen Life and Peace Institute i Sverige, ligesom han var medlem af Rådet i Folkekirkens Nødhjælp og styrelsesmedlem i Kristent-Muslimsk Samtaleforum.

Holger Lam var helt åben omkring sin kræft, siden han fik den konstateret for fire år siden. På et møde i Danske Kirkers Råd i 2010 fortalte han, at han havde fået kræft og ikke kunne helbredes.

Holger Lam efterlader sig kone og to sønner. Bisættelsen finder sted mandag den 26. maj klokken 13 i Lyngby Baptistkirke, Odinsvej 1, Lyngby.