Prøv avisen

Døde

vMedstifter og mangeårig formand for Foreningen af Grønlandsjournalister Torben Lodberg er død, 84 år.

I 1961 blev den isenkræmmeruddannede Torben Lodberg ansat som international sekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Hans interesse for Grønland bragte ham i 1969 til et job som leder af informationsafdelingen ved Landshøvdingeembedet i Godthåb/Nuuk.

Da han i 1972 vendte tilbage til Danmark, var det som avisen Atuagagdliutit/Grønlandspostens (AG) korrespondent i Danmark. Efter en afstikker som redaktionssekretær på Socialistisk Dagblad, etablerede han AGs kontor på Christiansborg.

Det drev Torben Lodberg, indtil han i 1987 blev ansat i Hjemmestyrets informationsafdeling i Nuuk og på Danmarkskontoret i København. I den forbindelse grundlagde han også sit eget pressebureau, Tusagassiorfik.

I 1988 udgav Grønlands Hjemmestyre med Torben Lodberg som idémand og redaktør det biografiske værk Grønlands Grønne Bog.

Da han i 2000 forlod Hjemmestyrets informationsafdeling for at gå på pension, fortsatte hans glødende interesse for Grønland, blandt andet som formand for Foreningen af Grønlandsjournalister, som han var med til at stifte i 1984.

For hans næsten livslange engagement og virke i Grønland modtog han fortjenstmedaljen Nersornaat.

Torben Lodberg døde efter mange års sygdom.

vGrethe Druedahl, Roskilde, er død, 85 år.

Grethe Druedahl stod indtil begyndelsen af 1960erne bag disken i den kendte bagerforretning af samme navn, og som lå i Skomagergade 40 i Roskilde. Forretningen blev senere afhændet, og Grethe Druedahl fortsatte sit arbejdsliv på kontoret på virksomheden Icopal, hvorfra hun trak sig tilbage som 60-årig.

Hendes interesse for bridge førte til et danmarksmesterskab for hold.