Det var en sorgens dag, og Andreas Rasch-Christensen slæbte sig slukøret hjem fra sit arbejde på professionshøjskolen VIA University College. Da den 43-årige forskningsleder kom hjem, måtte han sidde resten af dagen ude i gårdhaven i Aarhus, hvor han bor. Hvorfor han reagerede sådan, vender vi tilbage til, for normalt tænker han ellers rationelt, fortæller Jens Klinkby Godiksen, der som uddannelsesleder på samme institution har haft ham som kollega gennem mange år. Han tænker rationelt og er åben for at ændre standpunkt, hvis fakta taler for det.
Som for eksempel i den verserende debat om, at eksamensangst er begyndt at påvirke elever helt ned i de mindste klassetrin. I gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad bekymrede han sig over udviklingen og sagde, at hele testsystemet i folkeskolen ofte bruges forkert. Han brugte sin 10-årige datter som eksempel.
”Har jeg løst min matematikopgave rigtigt?”, spurgte hun for nylig sin far.
”Ja, det har du, skat,” svarede Andreas Rasch-Christensen fejlagtigt den yngste af sine to døtre.
Hun blev rasende på ham, da hun senere fandt et af matematiklærerens røde minusser i den rettede opgave.
Først grinte Andreas Rasch-Christensen og hans hustru over, at deres datter kunne tage så lille en bagatel så ilde op. Men ved senere refleksion forstod forskningslederen, at datterens reaktion er et tegn på, hvordan børns forhold til at blive fagligt testet har udviklet sig. Og hvis nogen skal gøre sig klog på, hvordan folkeskoleeleverne udvikler sig, må Andreas Rasch-Christensen være et godt bud.
Han er anerkendt for sin forskning og er en hyppig debattør i medierne, når det handler om netop grundskolerne.
Han færdiggjorde sin cand.mag. i engelsk og samfundsfag ved Aarhus Universitet i 1998, blev ph.d. ved Institut for Uddannelse og Pædagogik i 2009, og som forskningsleder har han gennem mange år forsket i grundskolen.
Tidligere var han fortaler for PISA-undersøgelserne, der i begyndelsen af 1990'erne viste, at danske elever klarede sig dårligere, end det opfattedes. Nu ved han, at de tests betyder mindre for elevernes læring end den tætte dialog mellem lærer og elev.
Men denne sorgens dag, en mandag i maj, havde han svært ved at rationalisere. Og adspugt har Andreas Rasch-Christensen endog først svært ved at genkalde sig dagen.
”Jeg har forsøgt at fortrænge det,” siger han.
Fodboldklubben Liverpool havde ikke været så tæt på at vinde det engelske mesterskab i årevis, og denne skæbnesvangre dag smed holdet med den uruguayanske angriber Luis Surez i spidsen det hele væk.
”Fodbold betyder meget for mig. Jeg agerer ikke så intelligent på det område, som jeg kunne ønske mig. Jeg kan på samme måde heller ikke være en så god forælder, som jeg gennem min forskning formidler, at forældre skal være. Man kan ikke fastholde de samme nuancer, når der er følelser på spil,” siger fodboldfanatikeren, der bruger sporten til at se perspektiver i sit arbejde.
”Fodbold er et holdspil, hvis harmoni hænger sammen med ledelsesstrukturen i den enkelte klub. Jeg undersøgte for nylig forholdene i en tidligere storklub, og her så jeg på de samme ting, som når jeg undersøger skoler: Hvordan bruges ressourcerne, hvordan får man det bedste ud af den enkelte spiller, og huskes det, at der er følelser med i spillet? Det er jo også det, der gør, at inklusion virker nogle steder, mens andre skoler har sværere ved det,” forklarer Andreas Rasch-Christensen, der ikke er kommet i bedre humør, selvom VM-slutrunden netop er fløjtet i gang:
”Nej, for Uruguay og Luis Surez tabte jo deres første kamp.”