Ærespris til anerkendt bibeldesigner

Designer og direktør Klaus Erik Krogh har netop modtaget den fornemme Foreningen for Boghaandværks Ærespris

Klaus E. Kroghs interesse for bøger har også været plejet i Københavns Bibliotekers specialtjeneste.
Klaus E. Kroghs interesse for bøger har også været plejet i Københavns Bibliotekers specialtjeneste. . Foto: Andreas Krautwald.

Foreningen for Boghaandværks Ærespris er siden dens indstiftelse i 1958 på Foreningen for Boghaandværks 70-års-dag årligt blevet tildelt en person, der har haft stor og vigtig betydning for bogens udvikling.

Dette års prismodtager Klaus E. Krogh er uddannet fra Den Grafiske Højskole i 1981 og Norwegian Business School i 1984, og han har siden arbejdet med bogdesign, bogproduktion og virksomhedsledelse. Men også udforskning af nye muligheder for digital publikation og kommunikation har allerede siden 1980'erne spillet en afgørende rolle i de fleste af hans engagementer.

I 1987 stiftede han sammen med sin hustru firmaet 2Krogh a/s, der idag hedder 2K/Denmark a/s, og som er verdensledende indenf or design af bibler, både analogt og digitalt. Virksomheden har høstet en lang række priser for sit design gennem årene.

Endvidere ejer Klaus E. Krogh gennem Kerub Holding Forlaget SAXO ApS samt IdéHospitalet as, der udvikler og producerer multimediale kommunikationsprogrammer til børn.

Klaus E. Krogh er født i 1952 på Frederiksberg. Som teenager var hans betagelse af den amerikanske sangskriver Bob Dylan så stor, at han ville have hans navn op på væggen i sit værelse. Og til dette specifike formål skabte han nogle særlige bogstaver, for kun det bedste var godt nok til Bob Dylan. Sandsynligvis startede Klaus E. Kroghs passion for tekstformidling på et højt æstetisk og teknisk niveau i den tid.

Klaus E. Krogh har arbejdet på Aschehoug Forlag i Oslo som grafisk designer et par år i starten af 1980'erne og hos Det Norske Bibelselskap også i Oslo som grafisk designer og produktionschef fra 19821987. Tidligere har han blandt andet ernæret sig som hospitalsportør og antikvarboghandler.

Han er konsul af Mexico for Jylland/Fyn og sad som landsformand for ”Forening for Boghaandværk” fra 1998 og syv år frem. Han har siden 1999 været medlem af Censorkorpset for media og kommunikation og var censorudvalgsformand 20062008. Endelig er han medlem af Det Konservative Folkeparti og af Mensa Danmark.

Klaus Erik Krogh er desuden kendt som manden, der designede den norske kirkes gave til pave Johannes Paul, da denne i 1989 besøgte Norge.

Han blev i 1984 gift med Liv Sødal Krogh, og parret har to børn. De er bosat i Højbjerg.