Nogen holder hånden over Bodil

Skuespiller Bodil Jørgensen har aldrig lagt skjul på sin kristne tro. I juni kom hun rigtig galt af sted i en ulykke og har siden brugt kirken til at finde trøst

Under sin indlæggelse på Bispebjerg Hospital har Bodil Jørgensens mand kørt hende til gudstjeneste i Grundtvigs Kirke,som ligger i nærheden. Arkiv
Under sin indlæggelse på Bispebjerg Hospital har Bodil Jørgensens mand kørt hende til gudstjeneste i Grundtvigs Kirke,som ligger i nærheden. Arkiv. Foto: Scanpix.

Hun brækkede samtlige ribben, begge kraveben og fik et brud på hoften. Hendes lever blev trykket så vel som hendes nyre. Lungerne kollapsede, og de følgende fem dage tilbragte hun i respirator på grund af vejrtrækningsproblemer.

Det var den 18. juni i år, at skuespiller og mor til tre Bodil Jørgensen i en alder af 53 år blev ramt af en traktor under indspilningerne til en ny ”Far til fire”-film og straks måtte indstille arbejdet. Bodil Jørgensen er i dag lidt over en måned senere, trods sine kvæstelser, nu ved at komme til hægterne igen. I et roligt tempo og med hjælp fra sin tro og fra kirken og fra familien.

”Hun er god til at deale med (håndtere, red.) svære ting i livet. Nok fordi hun er et meget troende menneske og som sådan tror på mirakler,” fortalte hendes mand, filmfotograf Morten Søborg til dagbladet BT i sidste uge.

Han har kørt Bodil Jørgensen til gudstjeneste i Grundtvigs Kirke, som ligger i nærheden af Bispebjerg Hospital, hvor hun har været indlagt indtil i sidste uge.

”Vi har været i kirken flere gange, og det var en stor trøst for hende, at hun har sin tro, og at hun kunne komme derover. Man kan ikke lade være med at tænke på, at der må være nogen, der holder hånden over Bodil. Og hun er selv meget lettet og taknemmelig over, at hun har klaret sig igennem så hurtigt,” fortalte Morten Søborg videre.

Bodil Jørgensen har tidligere flere gange besøgt kirker for at læse højt af Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender”. Hun har ved adskillige lejligheder ladet sig interviewe om sit gudsforhold, og hvordan hun bruger troen i sin dagligdag. I 2011 udtalte hun til Kristeligt Dagblad:

”Jeg er én af dem, for hvem livet gør, hvad det vil med én. Jeg tackler livet med de midler, jeg har. Men jeg er lige så sprællende i Vor Herres net som alle andre.”

Bodil Jørgensen begyndte at uddanne sig til skuespiller under sine studier i engelsk litteratur på Aarhus Universtiet og afsluttede skuespilleruddannelsen fra Statens Teaterskole i 1990. Hun er kendt fra et hav af teater- og filmroller og modtog i 1999 både en Bodil- og en Robert-pris for sin hovedrolle i Lars von Triers dogmefilm ”Idioterne”. Igen i 2013 modtog hun Robert-statuetten for sin rolle i ”Hvidsten Gruppen” om modstanden under Anden Verdenskrig.

På sin vis er hun lidt af et paradoks. Tidligere er hun beskrevet som en skuespiller, der både kan udtale sig personligt om sin tro, men samtidig er hun også skuespilleren, der gør ørerne røde, når hun fremfører replikker, som efter nogles mening ikke hører til i den bedste sendetid.

Hendes rollerepertoire spænder vidt. Hvad end hun gør det som desillusioneret folkekirkepræst i satireserien ”Rytteriet”, hvor hun tilbyder oblater som ”kirkechips” under dåbssamtaler. Eller om det er i den palet af dramaroller, hun har spillet på Det Kongelige Teater, som hun har været tilknyttet siden 1996. Hun høster ofte anerkendelse blandt anmeldere, og før ulykken nåede hun således at modtage store roser for sin rolle i Tivolirevyen ”Tam tam”.

Men selvom hun prises for sit komiske talent, ser hun sig selv som ”ufrivilligt komisk”. Det fortalte hun til Ekstra Bladet tidligere i år.

Bodil Jørgensen har været gift med nu afdøde instruktør Henrik Sartou. I dag danner hun par med filmfotograf Morten Søborg. Bodil Jørgensen blev i en alder af 47 år mor til datteren Rigmor og har desuden to drenge fra ægteskabet med Henrik Sartou.