Han lærte os at sige ”Forbudssverige”

På skrift og på skærmen delte Mogens Berendt vandene. Han, der har været vært på TV-Avisen og har udgivet bøger som ”Pax Americana” og ”Tilfældet Sverige”, er død, 70 år

Mogens Berendt var en mand med stærke holdninger og skrev kritiske bøger om både USA og Sverige. Her ses han på et billede fra begyndelsen af 1980'erne, dengang han lærte danskerne at sige ”Forbudssverige”. Foto: Mogens Flindt/Scanpix

Journalist Mogens Berendt, der blev landskendt for år tilbage som studievært hos Danmarks Radio, er død.

Han var søn af købmanden i Vallø og startede sit arbejdsliv som traktorfører. Men hurtigt førte hans stærke meninger og skarpe pen ham ind i medieverdenen.

Her indledte han sin karriere i pressen i provinsen, men flyttede allerede som 17-årig til USA, hvor han formåede at komme på lønningslisten hos respekterede medier som magasinet Time og avisen New York Times.

Mogens Berendt beskrev efterfølgende sit ophold og kritiske syn på det amerikanske samfund i bogen ”Pax Americana”.

Tilbage i København var han i 1980'erne med til at introducere den såkaldte new journalism, hvor skribenten ofte er en del af historien, på den dengang nystartede Weekendavisen og på Information.

Men det var endnu en bogudgivelse, ”Tilfældet Sverige” en lang og hård kritik af den svenske samfundsmodel der i 1983 for alvor slog hans navn fast i offentligheden. Bogen bidrog til at føje ordet Forbudssverige til det danske sprog og delte som så meget andet, Mogens Berendt har produceret eller været en del af, vandene.

Han forstod at skabe debat, først på skrift, og efterfølgende på skærmen, da han, stadig i DR's monopoldage, blev studievært på TV-Avisen.

Han fortsatte med at lave kritiske reportager. Men siden har han også fungeret som konsulent, der rådgav ledere i, hvordan de skulle gebærde sig over for pressens hårde hunde og kritiske journalister, inden han helt trak sig fra medieverdenen til fordel for en mere anonym tilværelse på Frederiksberg.

På baggrund af rejser til blandt andet Indien og Amazonjunglen blev Mogens Berendt optaget i Eventyrernes Klub. Han blev 70 år.

/ritzau/