Det var et sprængt vandrør, der blev Jeppe Heins vej ind i kunsten.
I midten af 1990'erne var en ung Jeppe Hein, der i første omgang havde uddannet sig til tømrer, i gang med at sætte vægge op på kunstmuseet Arken i Ishøj, da han mødte den dengang relativt ukendte islandske kunstner Olafur Eliasson, der var på besøg på museet.
De faldt i snak og Jeppe Hein begyndte efterfølgende at hjælpe Eliasson med at opsætte nogle af de ofte ganske omfangsrige og teknisk snørklede værker. Jeppe Hein skulle grave et hul og så sprang vandrøret ellers, og vandet fossede ud.
Jeppe Hein måtte ringe og forklare situationen til Eliasson, der til hans overraskelse bare spurgte, om vandet var grumset, for så skulle han bare lade det være. Det var det. Derefter blev Jeppe Hein fast assistent og lærling hos Eliasson, og i de følgende år sugede han al den inspiration, han kunne fra den islandske kunstner.
I samme periode blev han optaget på det Kongelige Danske Kunstakademi. Efter kun to år på grundskole i København rykkede han til udlandet for at fortsætte på Stdel Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt. Her skabte han det interaktive værk ”Moving Wall 1”, der førte til hans egentlige gennembrud.
Det internationale anerkendelse var dog i første omgang større end den danske. For da Jeppe Hein i 2003 lavede sit afgangsprojekt ”Smoking Bench” i Danmark, var modtagelsen ikke just positiv. I Tyskland gik det noget anderledes, og i 2004 kunne Jeppe Hein selv ansætte sin første assistent til at skabe den kunstvirksomhed, der i dag tæller omtrent 20 mennesker.
Jeppe Hein slog for alvor bredt igennem herhjemme, da han i 2009 præsenterede den ganske omfattende udstilling ”Sense City” på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
I udlandet har hans karriere budt på udstillinger og bestillingsopgaver på nogle af verdens største gallerier og museer såsom MoMA i New York, Centre Pompidou i Paris og Tate Modern i London.
I 2014 modtog Jeppe Hein Arkens Kunstpris samme pris som Olafur Eliasson modtog fem år tidligere.
”Jeppe Heins værk tematiserer grundlæggende værdier som nærvær, glæde, dialog og eftertænksomhed”, lød begrundelsen fra Arkens direktør, Christian Gether, for prisen. Ifølge den danske gallerist Nicolai Wallner, der repræsenterer Jeppe Hein i Danmark og har kendt ham igennem mere end 10 år, er noget af det særlige ved Jeppe Hein hans nærvær og en glæde ved det legende. Og i virkeligheden er der ikke den store afstand mellem, hvem Jeppe Hein er, og hvad han skaber kunstnerisk:
”Han er meget oprigtig. Der er ganske enkelt ikke så stor forskel på det, man kan kalde den ydre Jeppe og den indre Jeppe. Og sådan tror jeg, at de fleste, der møder ham, vil opleve det. Det er bestemt meget positivt ment, for med ham er ikke særlig meget overflade, hvilket nok står en smule i kontrast til resten af kunstverden, hvor der til tider er noget mere form end indhold,” siger han.
Jeppe Heins nysgerrighed og en oprigtig interesse for andre mennesker slår netop derfor igennem i Heins værker, mener han:
”Hans værker eksisterer ofte også i kraft af de mennesker, som omgiver dem, hvor de er med til at aktivere værket.”
Efter nogle år i København i midten af 2000'erne flyttede Jeppe Hein for et par år siden sammen med sin tyske kone og deres to børn tilbage til Tyskland, hvor han i dag har værksted i Berlin, mens familien bor i et villakvarter lidt uden for byen.