It-mand bag trendy genbrugsbutik

Det er ikke en udpræget passion for genbrug, der motiverer Jens Hede, idémanden bag den nyåbnede genbrugsbutik Mö & Flös i Aarhus. Drivkraften er et stort engagement i kirken og hans medmennesker

Jens Hede har reserveret omkring en tredjedel af sin arbejdstid til frivilligt kirkeligt arbejde. Her er han fotograferet hjemme i sin have. Privatfoto.
Jens Hede har reserveret omkring en tredjedel af sin arbejdstid til frivilligt kirkeligt arbejde. Her er han fotograferet hjemme i sin have. Privatfoto.

Dagen før åbningen af den nye genbrugsbutik Mö & Flös er hektisk. Jens Hede tørrer hylder af, sætter varer på plads, og med højt humør formår han at se alle de unge, der er frivillige i butikken. Den nat får han ikke sovet meget, for næste morgen er han igen på pletten.

Den 56-årige it-konsulent Jens Hede er initiativtager til den nyåbnede genbrugsbutik Mö & Flös, som er et resultat af et samarbejde mellem Kirkens Korshær og Christianskirken i Aarhus, hvor Jens Hede har siddet i menighedsrådet siden 1992 og været formand siden 2002.

Man kan nemt få den tanke, at Jens Hede ofte må tage natten i brug for at have nok tid til sit store frivillige engagement. Ud over klassisk menighedsrådsarbejde er han også til stede i kirkens daglige liv, og det i en sådan grad, at han ifølge sin voksne datter typisk er forbi Christianskirken fire eller fem gange ugentligt. Og hans evner spænder vidt, hvis man spørger en af kirkens præster, Birgitte Graakjær Hjort.

”Jens Hede kan noget unikt. Han mestrer både det formelle og det uformelle. Den ene dag kommer han begejstret hjem fra vores venskabsmenighed i Ungarn, og når han fortæller, kan man nærmest dufte de pandekager, som han og de unge bagte med de lokale sigøjnere, og dagen efter styrer han med hård hånd økonomi, ansættelser og store byggesager.”

Menighedsrådsformanden er visionær og idérig, og man kan næsten tabe pusten, når han slår sig løs, lyder det fra flere af de engagerede i genbrugsbutikken. Samtidig har han øje for sine medmennesker og er god til at fornemme, hvis der er brug for en snak. Og netop fællesskab er et kodeord for Jens Hede. Både når det gælder kirke, job og hans store passion, vin, som han mener forskønner både vores måltider og fællesskaber.

Jens Hede er cand.scient. i matematik, fysik og astronomi. Interessen for astronomi blev vakt af to passionerede undervisere. Fælles for dem var, at de valgte at investere tid i ham og dele ud af deres enorme viden.

Når vi kan noget, skal vi dele ud af det, mener Jens Hede. Derfor ligger det ham også på sinde at arbejde med unge. Og det forlyder, at når Jens Hede involverer sig i et projekt, kan han nemt engagere en stor gruppe unge frivillige, som det også er tilfældet med den nyåbnede genbrugsbutik.

Siden 2002 har Jens Hede været selvstændig it-konsulent, og før det har han arbejdet med it i en række virksomheder. Livet som selvstændig trak i ham, fordi det giver ham mulighed for at reservere 30 procent af sin arbejdstid til det kirkelige arbejde.

Et engagement, der blev grundlagt i en ung alder. Som 13-årig læste han bogen ”Guds smugler” om indsmugling af bibler til kristne i det daværende kommunistiske Østeuropa.

Det blev et vidnesbyrd, der inspirerede Jens Hede til sit eget troseventyr. Hans drivkraft er kærligheden til andre mennesker, som springer ud af hans kristentro. Selvom han ikke har smuglet bibler, har han et stort hjerte for Østeuropa. I 15 år har han stået for ungdomslejre med fokus på udveksling mellem Øst- og Vesteuropa, ligesom han har siddet i bestyrelsen for Mission Øst.

Det siges, at han mestrer både spurt og langdistance. Han kan hurtigt få stablet et frivilligt ungdomsarbejde på benene, og samtidig mestrer han det mere langsommelige arbejde i stiftsrådet, hvor han har siddet siden 2004. Han har på samme vis besat bestyrelsesposter i Aktiv Mission og Folkekirkens Nødhjælp.

Troen og engagementet i Christianskirken deler han med sin hustru gennem 25 år, Karen. Sammen har de to voksne døtre, en svigersøn og tre børnebørn.